Thulesen Dahl om Meld og Feld-sagens betydning for DF: 'Det var nærmest som en mødom, der blev taget. Der var en tid før og efter'

Efter retsmøde i den såkaldte Meld og Feld-sag gav den tidligere DF-formand sin mening til kende.

Kristian Thulesen Dahl blev tirsdag afhørt i straffesagen mod Morten Messerschmidt. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Retssagen mod Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, fortsatte tirsdag ved Retten på Frederiksberg, og blandt dagens prominente vidner var den tidligere partikollega Peter Skaarup og eksformanden for partiet, Kristian Thulesen Dahl.

Sidstnævnte havde et par kommentarer til pressen, da han efter retsmødet blev spurgt til den såkaldte Meld og Feld-sags betydning for Dansk Folkeparti.

Sagen har ifølge eksformanden, der i dag har forladt politik, haft "fuldstændig afgørende betydning" for partiets deroute.

- Da Meld og Feld-sagen kom frem omkring oktober 2016, var det som om, at det hele led et knæk. Det var nærmest som en mødom, der blev taget. Der var en tid før og efter, det må man bare sige, lød det fra Kristian Thulesen Dahl.

Meld og Feld-sagen handler om Morten Messerschmidt, der er tiltalt for svig med knap 100.000 EU-støttekroner og dokumentfalsk i forbindelse med en omstridt EU-konference under DF's sommergruppemøde i Skagen i 2015.

En sag som nu for anden gang skal for retten. I august 2021 blev Morten Messerschmidt kendt skyldig og idømt seks måneders betinget fængsel i sagen.

Men efterfølgende blev det vurderet, at dommeren i sagen kunne opfattes som inhabil, og derfor går sagen nu om.

Et uforsonligt forhold

Under første retssag var interne uenigheder i Dansk Folkeparti under opsejling, og et opgør om ledelsen af partiet blev senere en realitet.

Thulesen Dahl gentog i retten tirsdag, at han ikke er enig i Morten Messerschmidts udlægning af, at der fandt en EU-konference sted i Skagen. Den pointe fremlagde han også, da han vidnede under den første retssag i Lyngby sidste år, da han stadig var formand for partiet.

- Det gør selvfølgelig ikke tingene lettere, at man skal sidde i en retssag og have forskellige oplevelser af, hvad der rent faktisk er sket.

- Men på det tidspunkt, hvor vi var kommet så langt i sagen, var der kommet så mange udfordringer, svarede Kristian Thulesen Dahl efter retsmødet på et spørgsmål fra pressen om, hvorvidt forholdet til Morten Messerschmidt var gået skævt, hvis ikke han havde vidnet i sagen sidste år.

Kristian Thulesen Dahl beskriver Meld og Feld-sagens betydning for DF:

Formanden har det ultimative ansvar

Ifølge Kristian Thulesen Dahl kæmpede han i flere år for at få partiet på ret køl, efter at sagen så dagens lys.

- Og det lykkedes delvist, kan man sige. Men vi fik et dårligt valg i 2019 og et dårligt kommunalvalg sidste år, som gjorde, at jeg valgte, at andre måtte tage over.

Men ligger en del af ansvaret ikke også hos dig som daværende formand for DF?

- Formanden for et parti har altid det ultimative ansvar. Men nu synes jeg, at retssagen skal gå sin gang, og så kan vi vende tilbage til den diskussion, når sagen her er slut, lød det fra eksformanden.

Det er forventningen, at der afsiges dom i sagen inden jul. Næste retsmøde er i morgen torsdag. Vi følger sagen her på dr.dk.