Thulesen-Dahl om nej til folkeafstemning om EU: Patos-Løkke forsøger at puste sig lidt op

Statsminister Lars Løkke Rasmussen afviser enhver tanke om en dansk EU-afstemning. DF vil ikke stille med et ultimatum.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var tidligere i dag ganske klar i spyttet på Venstres EU-landsmøde i Bella Center.

- Lad mig sige det helt klart: Jeg kommer aldrig til at gå med til en dansk afstemning om at forlade EU, lød det fra statsministeren.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviste kategorisk en afstemning om det danske EU-medlemskab ved dagens EU-landsmøde i Bella Center i København. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Et budskab med tydelig adresse til Dansk Folkeparti, der tidligere har givet udtryk for, at de gerne vil i regering efter næste folketingsvalg.

Dansk Folkeparti ønsker samtidigt at få en afstemning om EU igennem, hvilket i sagens natur så harmonerer dårligt med en regeringsdannelse efter statsministerens udtalelse.

- Jeg synes, at Lars Løkke Rasmussen forsøger at puste sig lidt op og med sådan en patos i stemmen. Han har jo en helt bestemt stemmeføring i det, han skal sige her, så det virkelig skal virke som om, at det betyder meget. Men jeg synes, det er en fejllæsning af situationen. Det er jo bare, fordi man kan se, at det her med brexit skaber noget uro, siger formand i Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, der dog ikke har tænkt sig at stille et decideret ultimatum om en EU-afstemning.

- Vi ved, at det der med at stille ultimative krav, det kommer man ikke langt med i politik. Det kommer vi ikke til at gøre. Men vi har et ønske om, at når der på et tidspunkt er et alternativ til det nuværende samarbejde, så skal danskerne spørges, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Men det her med at lukke døren og sige, at der heller aldrig nogensinde kommer et alternativ til den måde, vi dag har organiseret os i Europa, det synes jeg er forkert. Det er jo ikke sikkert, at det bare er EU eller ikke EU. Det kan jo være, der viser sig at være en tredje mulighed for, hvordan man kan være tilknyttet et tæt handelsarbejde i Europa. Hvorfor skal man udelukke at se på det i fremtiden?, spørger Kristian Thulesen Dahl uden dog at præcisere, hvad denne tredje mulighed helt præcist går ud på.

Nationalstaterne skal bestemme mere

Dansk Folkeparti står dog fast på, at der skal flyttes mere magt fra EU og hjem til Danmark. EU har fingrene i for meget, lyder det.

- Jeg synes, Lars Løkke Rasmussen omfavner EU alt for meget. Der er brug for noget skepsis. Der er brug for noget modstand i forhold til, hvad EU render rundt og blander sig i hele tiden, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Vi går efter, at nationalstaterne bestemmer noget mere. Hvorfor skal danskerne kun spørges, når det handler om mere EU og aldrig om mindre EU, siger Kristian Thulesen Dahl.

Facebook
Twitter