Thulesen Dahl vil have vristet S ud af rød bloks 'kløer'

Danmark kan ikke tåle fire år, hvor DF står uden for indflydelse, sagde Kristian Thulesen Dahl i sin grundlovstale

DF's formand Kristian Thulesen Dahl mener ikke, Danmark kan tåle en periode, hvor DF står uden for indflydelse på udlændingepolitikken som under Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode. (Foto: Carsten Bundgaard © Scanpix)

Hvad er det nu, hun hedder, hende der var statsminister i små fire år og så forlod landet, da hun tabte valget?

Med det muntre spørgsmål indledte Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, sin tale ved grundlovsarrangementet på Lykkesholm Slot på Østfyn.

Om perioden med Helle Thorning-Schmidt (S) i Statsministeriet sagde Kristian Thulesen Dahl:

- Vi kan ikke som land tåle, at der kommer nye fireårige perioder, hvor Dansk Folkeparti er sat uden for indflydelse, hvor der kommer et stigende antal fra primært Mellemøsten og Nordafrika til Danmark.

Trods den kække bemærkning om den tidligere S-formand ser Kristian Thulesen Dahl det som afgørende at udbygge alliancen med Thornings efterfølger på posten, Mette Frederiksen.

- Derfor skal skal vi også have vristet Socialdemokratiet ud af de radikales, Alternativets og Enhedslistens kløer.

- Og Socialdemokratiet må garantere danskerne, at uanset den politiske pris, så kommer disse tre partier aldrig igen til at få indflydelse på dansk indvandringspolitik, sagde Kristian Thulesen Dahls til de forsamlede på Lykkeholms Gods' begejstring.