Hvis den berømte tagsten skulle ramme Kristian Thulesen Dahl i hovedet i morgen, så bliver Morten Messerschmidt hans afløser på formandsposten i Dansk Folkeparti.
Det slår den nuværende partiformand fast, efter at Messerschmidt i går meldte ud, at han har ambitioner om at stryge helt til tops i partiet.
Men det er ikke ensbetydende med, at Messerschmidt dermed er kronprins i det kriseramte parti og bare per automatik tager over, når Kristian Thulesen Dahl trækker sig.
- Vi udnævner ikke på den måde en kronprins i Dansk Folkeparti. Vi siger, at vi har en næstformand, som vi synes gør det godt.
- Han er blevet udnævnt på sommergruppemødet i august. Og hvis jeg pludselig var væk i morgen, så er det ham, der skal tage over, siger Kristian Thulesen Dahl i et interview med DR Nyheder.
Behov for stå sammen
Morten Messerschmidt har understreget, at det er op til Kristian Thulesen Dahl selv, hvornår magtskiftet skal ske.
Meldingen fra Morten Messerschmidt kommer samtidig med, at en ny bog om Dansk Folkeparti snart er på gaden. Bogen 'Kong Kristian - Mennesket, magten og faldet' udkommer mandag, men i går slap de første nyheder fra bogen ud.
Det er to journalister fra Ekstra Bladet og Vejle Amts Folkeblad, som har skrevet bogen. Bogen er baseret på samtaler med mere end 100 personer.
Ekstra Bladet og Avisen Danmark bragte fredag eftermiddag artikler på baggrund af bogen om, at Morten Messerschmidt er klar til at lave et kup og gå efter topposten i partiet. Og samtidig lød det, at Pia KJærsgaard står bag Messerschmidt.
Pia Kjærsgaard har dog efterfølgende skrevet på Facebook, at Kristian Thulesen Dahl har hendes fulde støtte. Morten Messerschmidt har over for Politiken afvist at have planer om en magtovertagelse af partiet.
Kristian Thulesen Dahl afviste i sommer, at han ville pege på sin efterfølger, men er nu alligevel gået ind i en navneleg. Det er der en god grund til, lyder det fra partiformanden.
- Vi har et behov for at vise, at vi står sammen i Dansk Folkeparti, og at vi er et stærkt hold. Jeg vil gerne kvittere for, at Morten Messerschmidt er god til rigtig mange ting, og han kan nå ud til mange danskere, som jeg ikke kan nå ud til. På den måde gør vi partiet stærkere ved at være i fælles front, siger Kristian Thulesen Dahl.
Når Morten Messerschmidt ud til flere danskere end dig?
- Han når ud til andre danskere, end jeg gør. Det er velkendt, at vi er to forskellige typer. Vi bor forskellige steder. Vi har forskellige baggrunde. På den måde mener jeg, at det er godt, at vi på den måde kan brede os ud i, hvordan vi taler om tingene og dermed nå flere danskere, siger han.
Varsler mere åben proces
Betyder det her, at du overvejer at trække dig?
- Nej, jeg har det godt med at være formand for Dansk Folkeparti og har været rigtig meget rundt i landet det sidste år. Jeg kan mærke stor opbakning til, at vi i fællesskab finder vejene frem for partiet. Jeg har lyst til at kæmpe partiet frem, siger Kristian Thulesen Dahl.
Da han overtog formandsposten fra Pia Kjærsgaard i 2012, havde der slet ikke været en diskussion af magtskiftet. Det var bare, sådan det var.
Men Kristian Thulesen varsler, at det bliver anderledes, når han en dag forlader formandsposten.
- Vi kommer at have en mere åben proces omkring et formandsskifte, hvor både Morten Messerschmidt vil byde sig til, men også andre. Og så er det jo Dansk Folkepartis delegerede på et kommende årsmøde, der vil skulle tage stilling til det, siger Kristian Thulesen Dahl.
Er det mere af nød end lyst, at du stiller dig bag Morten Messerschmidt nu?
- Nej, bestemt ikke. Han blev valgt til næstformand ved sommergruppemødet, også på min opfordring. Det er, fordi vi kan tale til forskellige danskere, så vi står stærkere og når ud til flere. Og så er det klart, at om nogle år, når partiet skal have ny formand, så må man tage stilling til, om Morten stadig har den samme interesse, som han ville have nu, siger partiformanden.
MELD-sag spøger stadig
EU's antisvindel-enhed, Olaf, blev sidste år færdige med at efterforske Morten Messerschmidts brug af EU-støttekroner gennem det europæiske parti Meld.
Resultaterne af den mere end tre år lange undersøgelse af mulig svindel blev sendt videre til Søik – også kendt som Bagmandspolitiet – der endnu ikke har taget stilling i sagen.
Sagen førte i 2016 til, at Morten Messerschmidt blev smidt ud af Dansk Folkepartis magtfulde koordinationsudvalg. I dag har politikeren igen fået plads i udvalget, og Morten Messerschmidt er i mellemtiden blevet valgt til Folketinget - og altså udpeget som næstformand i sit parti.
Tilbage står spørgsmålet, om resultaterne af den stadig hemmeligholdte Olaf-undersøgelse får konsekvenser for Morten Messerschmidts politiske fremtid.
Kristian Thulesen Dahl, hvordan kan du stå bag Morten Messerschmidt på den her måde, når han fortsat er under anklage for omfattende svindel med EU-midler?
- Det er klart, at den sag må snart finde sin afslutning. Det er grotesk, at den har varet i en fem-seks år. Der må komme noget afklaring. Og det er klart, at man må tage ansvaret for det, man har gjort, så vi må afvente og se, hvad den sag ender med. Men som politiker mener jeg, at Morten har åbenlyse kvaliteter. Han trænger igennem mediemuren.
Trækker du din støtte til ham, hvis det afgøres, at han har svindlet med EU-midler?
- Jeg synes, at den sag må finde sin afslutning, og jeg kan kun opfordre til hurtigst muligt at få gjort den sag færdig. Mere besværligt kan det ikke være. Konklusionen, der måtte komme ud af det, må vi selvfølgelig tage til efterretning, og så må vi håndtere sagen ud fra det, siger Kristian Thulesen Dahl.
En måling fra begyndelsen af september, som Epinion har lavet for DR og Altinget, viste, at Dansk Folkeparti står til at få 6,9 procent af stemmerne. Ved folketingsvalget i 2019 fik partiet en vælgeropbakning på 8,7 procent.