Tidligere formandskandidat kalder det 'en lettelse', at han nu er blevet sparket ud af Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis hovedbestyrelse valgte mandag aften at ekskludere Erik Høgh-Sørensen.

Erik Høgh-Sørensen meldte sig på banen som formandskandidat for Dansk Folkeparti, men trak sig inden afstemningen og pegede i stedet på Martin Henriksen. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Den tidligere formandskandidat for Dansk Folkeparti Erik Høgh-Sørensen er nu fortid i partiet.

Det er virkeligheden, efter partiets hovedbestyrelse sent mandag aften besluttede at ekskludere det nuværende byrådsmedlem i Hjørring Kommune.

Det sker blandt andet, fordi Erik Høgh-Sørensen sammen med nuværende og tidligere DF'ere har meldt partiets formand, Morten Messerschmidt, og tre andre fra partiet til politiet for at skulle have ignoreret mistanke om underslæb, mandatsvig eller dokumentfalsk i partiets lokalforening i Hjørring.

- Det er voldsomt at gå ud og politianmelde folk – også for sager, som ligger langt tilbage, fra før Morten blev vores formand, siger DF-partisekretær Jens Vornøe, som er blandt de politianmeldte DF'ere.

Eksklusionen skyldes også en række angreb, som Erik Høgh-Sørensen den seneste tid har rettet mod partiets top. Blandt andet kaldte han i Politiken mandag Morten Messerschmidt for ”en tyran på en tømmerflåde.”

Ifølge Jens Vornøe var det en enig hovedbestyrelse, der valgte at sige farvel til Erik Høgh-Sørensen.

- Hvis man ikke kan spille med på et hold og udtaler ting om vores formand, som har negativ karakter - vi har jo altid taget tingene internt - så er det det rigtige tidspunkt (at blive ekskluderet, red.).

Selvom hovedpersonen selv tidligere har fortalt, at han er DF’er helt ind i hjertet, så var han tirsdag morgen ikke trist oven på mandagens eksklusion.

- Det er jeg faktisk lettet over. I stigende grad har det været belastende for mig at skulle repræsentere et parti, der i den grad er præget af svindelsager, siger Erik Høgh-Sørensen.

Det var måske ønsket, at du blev ekskluderet fra Dansk Folkeparti?

- Nej, det har været lidt et dilemma for mig. Jeg fik jo et kanonvalg til byrådet i Hjørring. De vælgere, som stemte på mig, forventede jo også at have stemt på Dansk Folkeparti, så jeg ville ikke selv melde mig ud. Men når jeg nu bliver ekskluderet, jamen så fører jeg bare den politik, jeg hele tiden har fortalt vælgerne om, siger Erik Høgh-Sørensen, som oplyser, at han fortsætter som løsgænger i byrådet.

'Noget af det skøreste, jeg har medvirket til'

I sidste uge valgte DF-lokalbestyrelsen i Hjørring at opløse sig selv, og alle bestyrelsesmedlemmer – undtagen ét – valgte samtidig at forlade partiet. Det skete i protest mod partiets ledelse.

Mandagens politianmeldelse af blandt andre partiets formand kommer fra 10 nuværende og tidligere DF-medlemmer i Hjørring – blandt andet medlemmer af den tidligere lokalbestyrelse – og Erik Høgh-Sørensen.

De beskylder blandt andet Morten Messerschmidt for at acceptere mandatsvig, fordi han ifølge deres udsagn har ignoreret de bekymrede medlemmers henvendelse om, at penge fra den lokale partikasse er brugt på blandt andet private dagligvareindkøb.

Morten Messerschmidt håber ikke, at flere medlemmer vil forlade DF. Men samtidig understreger han, at partiet ikke kan acceptere, at enkelte medlemmer "hævder sig selv på beskostning af partiet". (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra Morten Messerschmidt. Men partisekretær Jens Vornøe oplyser, at formanden sidder i møder resten af dagen.

- Det er meget skørt, at man skal sidde og forholde sig til, om der i en lokalforening er indkøbt K-salat og blomkålshoveder for partipenge. Det, synes jeg, er noget af det skøreste, jeg har medvirket til.

Var det de ting, du skulle forholde dig til?

- Det er den slags ting, som har været stridspunkter mellem parterne i Hjørring. Indkøb af plakater, mel og æg til at bage en kage til et bestyrelsesmøde, indkøb af noget rugbrød, så man kunne få sig en mad, og så videre. At det skal være noget, der kører breaking news på, det, synes jeg, er fuldstændig vanvittigt.

Messerschmidt 'prøver at få styr på tropperne'

Ifølge Morten Messerschmidt består en del af arbejdet som partiformand lige nu i at få 'styr på tropperne'.

- Det er ikke altid lige let. Det, vi har været udsat for de seneste par dage, har hovedbestyrelsen heldigvis handlet meget resolut på. Vi vil naturligvis ikke acceptere, at man på den måde fører sig frem på partiets bekostning, og derfor er Erik Høgh- Sørensen blevet ekskluderet.

Hvad fremtiden bringer for Erik Høgh-Sørensen ved han endnu ikke, men foreløbigt fortsætter han altså som løsgænger i byrådet i Hjørring Kommune.

Desuden har en række andre partier, ifølge ex-DF’eren, allerede været i kontakt med ham. Og han afviser ikke, at han i fremtiden kunne finde på at stille op i politik igen.

- Jeg har aldrig været i politik for – om jeg så må sige – at tjene penge på det. Så jeg skal nok finde på andre ting at lave sideløbende med – og det er jeg i øvrigt allerede godt i gang med.