Tidligere forsvarsminister Erling Brøndum er død

Brøndum var forsvarsminister under Hartling og var chefredaktør for flere aviser. Han blev 87 år.

Erling Brøndum i midten ses her sammen med Anders Andersen ved præsentationen af Hartling-regeringen i 1973, hvor Brøndum var forsvarsminister. (Foto: Mini Wolf © Scanpix)

Tidligere forsvarsminister og mangeårig chefredaktør ved forskellige aviser Erling Brøndum er død. Det skriver Bornholms Tidende.

Han blev 87 år.

Brøndum var forsvarsminister 1973-1975. Det var i Poul Hartlings smalle Venstre-regering, der blev dannet oven på jordskredsvalget det år.

Men karrieren startede i journalistikken, hvor han i 1957 blev udnævnt som chefredaktør for Bornholms Tidende.

Efter 14 år i redaktørstolen i Rønne rykkede han til Horsens Folkeblad. I den periode var han blandt andet også formand for Venstrepressens redaktørforening.

Skiftede journalistik ud med politik

Men den post forlod han, da statsminister Poul Hartling (V) gjorde ham til forsvarsminister i december 1973. Regeringen måtte dog gå af allerede i 1975.

Herefter genoptog Brøndum chefredaktørjobbet på Horsens Folkeblad. Siden var han frem til 1997 chefredaktør og direktør for Aalborg Stiftstidende.

Han har beklædt en lang række tillidsposter i den danske medieverden. Blandt andet var han bestyrelsesformand for Ritzaus Bureau i perioden 1976-1980.

/ritzau/

Facebook
Twitter