Tidligere pressechef står frem: Fock kan råbe, så man kan smage, hvad hun har fået til frokost

Hovedbestyrelsen i Alternativet får skarp kritik for deres hurtige melding om opbakning til politisk leder.

Josephine Fock, politisk leder i Alternativet, får skarp kritik af partiets tidligere pressechef Magnus Haslebo. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

- Det er noget med at gå meget tæt, overskride den personlige grænse og råbe, så man kan smage, hvad hun har fået til frokost - lige op i ansigtet.

- Overfusninger, verbale overfusninger ud af det blå. Folk har oplevet, at hun ville komme bragende ind på et kontor og allerede være oppe i det røde felt. Sådan beskriver tidligere pressechef i Alternativet, Magnus Haslebo, partiets formand Josephine Fock.

Sådan betegner den tidligere pressechef i Alternativet, Magnus Haslebo, partiets nye politiske leder, Josephine Fock.

- Overfusninger, verbale overfusninger ud af det blå. Folk har oplevet, at hun kunne komme bragende ind på et kontor og allerede være oppe i det røde felt. Og det kunne også ske offentligt – det var ikke væsentligt for hende, siger han.

Kritikken af Josephine Fock kommer på baggrund af flere anonyme kilder, der beskylder partilederen for "fysisk grænseoverskridende adfærd" i en artikel i Information i lørdags.

En del af krikken i artiklen lød på, at hun skulle have taget fat i folk og rusket dem.

Magnus Haslebo, ruskeri – er der nogen, der er blevet rusket?

- Jeg har kun hørt om de episoder. Det er ikke noget, jeg har set på Christiansborg. Vi tog nogle gevaldige skænderier, der ligger ud over, hvad jeg har oplevet med andre. Men jeg kan ikke forstå denne optagethed af det fysiske aspekt, når vi er i en tid, hvor det drøftes, hvorvidt psykiske overgreb skal vægte lige så højt som fysiske. En debat, Alternativet også er optaget af.

Tidligere pressechef i Alternativet lader kritikken hagle ned over ny formand Josephine Fock. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Ifølge Magnus Haslebo har Josephine Fock ikke været fysisk over for ham, men han fortæller, at han som pressechef i Alternativet fra 2015-2017 har lagt øre til flere, der har været udsat for grænseoverskridende adfærd.

- Jeg har siddet med nogle af de mennesker, det er gået ud over og forsøgt at samle dem op bagefter, hvor de sidder med tårer i øjnene og ryster over hele kroppen efter en tur med Fock, siger han og fortsætter:

- Hun har overskredet alle andre grænser op til, at man bliver fysisk og tager fat i folk. Josephine har ikke været fysisk overfor mig, men vi har haft vores ture.

Haslebo: Hovedbestyrelsen har et større ansvar

Alternativets hovedbestyrelsen holdt tirsdag aften møde for at diskutere sagen med Josephine Fock, og på den baggrund har de valgt at støtte op om partilederen.

- Vi har hørt Josephines perspektiv, vi har forholdt os til de skriftlige vidneudsagn, vi har fået, og vi talt om ledelsesprincipper. Det udløser vores tillidserklæring, siger Jesper Callesen, der er talsmand for Alternativets hovedbestyrelse, til DR Nyheder.

Men det er en tillidserklæring, Magnus Haslebo slet ikke kan forstå.

- Hovedbestyrelsen har et større ansvar end så hurtigt kategorisk at afvise vidnesbyrdene. Artiklen (i Information, red.) blev bragt i lørdags, og allerede tirsdag er de ude at bakke fuldstændig op, så hvad har de reelt undersøgt på så kort tid, spørger han.

- Jeg finder det underligt, at MF-gruppen (Alternativets medlemmer af Folketinget, red.) siger, man har tillid til samarbejdet, når 23 mennesker (i Information, red.) fortæller, hvordan deres samarbejde har været med Josephine Fock.

Jesper Callesen fortæller, at hovedbestyrelsen har nedsat en mindre gruppe, der skal sørge for et trygt rum, hvor de anonyme kilder, der har udtalt sig til Information, kan træde frem. Men det vil ikke få nogen til at stå frem, mener Magnus Haslebo.

- Hvem skulle have lyst til det, når konklusionen, at de støtter op om Josephine, allerede ligger klar? Når deres konklusion allerede er, at de har fuld tillid til hende, så virker det ærlig talt som lidt af en skinproces, de inviterer til.

Dårligt arbejdsmiljø i Alternativet

De specifikke episoder med Josephine Fock skulle angiveligt have fundet sted i perioden 2015-2017. En tid, som Magnus Haslebo erkender var fuld af ledelsesmæssige problemer, der var en del af årsagen til, at han selv valgte at sige sin stilling op i partiet i 2017.

- Det er den værste arbejdskultur, jeg har været i. Det skyldes ikke alene Josephine Fock. Det sker selvfølgelig i et samspil. Men det er ganske urimeligt at se, hvordan de her vidnesbyrd bliver forvaltet af både folketingsmedlemmerne og hovedbestyrelsen. Nu hvor folk endelig finder modet til at fortælle om deres oplevelser.

Hvorfor blander du dig nu?

- Fordi det var over grænsen, det hovedbestyrelsen gjorde i går. Simpelthen at hælde de her mennesker ned ad brættet, der ikke har noget på spil eller interesse. Det, jeg går op i, er, at der er en genopretning af retfærdighed. For mig er Alternativet dødt og begravet. Uanset hvad. Om hun (Josephine Fock, red.) bliver eller ej, så er det projekt færdigt. Fuldstændig færdigt.

Fock afviser kritikken

Josephine Fock er blevet foreholdt den specifikke kritik fra Magnus Haslebo, men har ikke yderligere kommentarer til det. Hun kan dog ikke genkende det billede, der er blevet skabt af hende af de anonyme kilder i artiklen i Information:

- Jeg har aldrig rusket i folk. Jeg er en kvinde, der har mine meningers mod og går op i ledelse, i forhold til ordentlighed. Det er vigtigt for mig, at vi nu skal se fremad, siger hun til DR Nyheder.

Josephine Fock håber, ligeså vel som hovedbestyrelsen, at de anonyme kilder vil stå frem, så der kan komme en konstruktiv snak ud af det.

- Det er svært at forholde mig til noget, jeg ikke kender noget til. Hvis der er nogen, der sidder med de problemstillinger, så vil jeg rigtig gerne tage en snak med dem, og det vil hovedbestyrelsen også gerne.