Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen er død

Den forhenværende radikale minister Niels Helveg Petersen er død i en alder af 78 år.

Niels Helveg Petersen blev som 27-årig for første gang valgt ind i Folketinget i 1966 for Det Radikale Venstre. (Foto: JACOB LANGVAD NILSSON © Scanpix)

Den forhenværende radikale minister Niels Helveg Petersen er død i en alder af 78 år.

Det oplyser Det Radikale Venstres pressechef.

Niels Helveg Petersen fik kort før jul at vide, at han havde en kræftsvulst på spiserøret og kom under intensiv behandling. Dengang sagde han til BT, at prognosen var ”vældig god”.

Niels Helveg Petersen blev som 27-årig for første gang valgt ind i Folketinget i 1966 for Radikale og blev sidenhen en fremtrædende politiker som formand for partiets folketingsgruppe og med poster som økonomiminister og udenrigsminister.

Han trak sig fra posten som udenrigsminister i 2000 efter otte år på posten, blandt andet fordi han ifølge egen forklaring savnede arbejdet i Folketinget, og fordi han ikke følte, at han var den rette til at administrere de danske EU-forbehold.

Politik var i blodet

Niels Helveg Petersen meddelte i 2008, at han ikke ville genopstille til Folketinget. Dengang forklarede han til sin valgkreds, at han for mange år siden havde taget beslutningen om at forlade Folketinget efter at være fyldt 70.

Den afdøde toppolitiker havde politik i blodet og var søn af tidligere undervisnings- og kulturminister Kresten Helveg Petersen (R) og tidligere borgmester Lily Helveg Petersen.

Også hustruen Kirsten Lee har været medlem af Folketinget for Radikale.

Også hans sønner Rasmus og Morten Helveg Petersen fulgte i familiens fodspor og gik ind i politik – begge for Det Radikale Venstre. Rasmus Helveg Petersen er tidligere udviklingsminister og klima-, energi- og bygningsminister. Morten Helveg Petersen er europaparlamentsmedlem for Det Radikale Venstre.

BLÅ BOG

  • Navn: Niels Lolk Helveg Petersen.

  • Født: 17. januar 1939.

  • Død: Natten til 3. juni 2017, 78 år.

  • Fødested: Odense.

  • Søn af: Forhenværende minister Kristen Helveg Petersen (R) og forhenværende borgmester Lilly Helveg Petersen (R).

  • Uddannelse:

  • 1965: Kandidat i jura, Københavns Universitet.

  • 1957: Student, Stenhus Kostskole.

  • 1954: Mellemskoleeksamen, Nykøbing S. Borger- og Realskole.

  • Karriere

  • Medlem af Folketinget ad flere omgange. Han havde sin gang på Christiansborg i perioderne 1966-1974, 1977-1993 og 1994-2011.

  • 2005-2007: Medlem af Folketingets Præsidium.

  • 1993-2000: Udenrigsminister.

  • 1988-1990: Økonomiminister.

  • 1968-1974 og 1977-1978: De Radikales politiske ordfører.

  • 1974-1977: Kabinetschef hos den danske EF-kommissær Finn Gundelach, Bruxelles.

  • Civilstand: Gift med Kirsten Lee siden 1984. Har to sønner.

  • Andet:

  • I sin politiske karriere var han kendt for at foretrække den saglige debat i stedet for ideologiske konfrontationer.

  • Han var en drivkraft i debatten om Grundloven i 1990'erne og 2000'erne.

  • Der er skrevet flere bøger om ham. En af dem er "Niels Helveg Petersen - manden og magten" af Michael Kristiansen og Thomas Larsen.

  • Kilder: Ritzau, ft.dk, Den Store Danske.

  • /ritzau/

Facebook
Twitter