Tidslinje: Forstå skattesagen

Hvad er op og og ned i sagen, der startede med en forkert selvangivelse og nu omtales som magtmisbrug? Se tidslinjen og få overblik over sagen her.

Seneste kapitel handler om, hvorvidt den tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen og hans spindoktor Peter Arnfeldt har brudt deres tavshedspligt og udleveret fortroligt materiale til pressen.

Men for at forstå hvordan sagen er endt her, skal vi længere tilbage. Skattesagen kan inddeles i tre stadier:

1. Helle Thorning Schmidts skattesag

Den 16. september 2010 frikender SKAT København Helle Thorning Schmidts mand, Stephen Kinnock. Forud for frifindelses ligger en sag om, hvorvidt Stephen Kinnock efter et jobskifte til en tænketank i Schweiz er skattepligtig i Danmark eller ej.

Formiddagsavisen B.T. afslører i en artikel den 23. juni 2010, at Stephen Kinnock ikke betaler skat i Danmark. Helle Thorning Schmidt afviser kritikken med, at manden bor og arbejder i Schweiz og ikke er skattepligtig, fordi han opholder sig i Danmark under 180 dage om året. Hun har tidligere forklaret det modsatte og må derfor tage hjem fra sin ferie i Frankrig den 30. juli 2010 for at forklare sig i pressen.

Endnu et kapitel i skattesagen bliver skrevet, da B.T. i valgkampen den 7. september ud fra fortrolige dokumenter fra SKAT mener at kunne afsløre, at Helle Thorning Schmidt fra 1999 til 2008 uretmæssig har benyttet sin mands skattefradrag. SKAT har dog droppet sagen, fordi sagen er forældet.

2. Skatteministeriets håndtering af skattesagen

Det næste lag i skattesagen er behandlingen af Helle Thorning Schmidts skattesag i SKAT København og i Skatteministeriet.

Og her starter vi, hvor vi sluttede i sidste afsnit. For B.T.'s historie baserer sig på dokumenter, som er sluppet ud af SKAT København. Det er ulovligt at dele personfølsomme oplysninger, og derfor melder den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen sagen til Politiet.

Men der er tilsyneladende flere ugler i mosen i behandlingen af skattesagen.

Et særligt afsnit

Den 10. november i år afslører dagbladet Politiken, at departementschef i Skatteministeriet Peter Loft har holdt en række møder med SKAT København, mens skattemyndigheden behandlede Helle Thorning Schmidts skattesag tilbage i august og september 2010.

Avisen erfarer, at departementschef Peter Loft har forsøgt at få et særligt afsnit med i afgørelsen af skattesagen. Skatteforvaltningsloven siger, at Skatteministeriet ikke må blande sig i konkrete afgørelser af skattesager hos SKAT. Det særlige afsnit kommer dog heller ikke med.

Den nyslåede skatteminister Thor Möger Pedersen mener dog, at afsløringen kræver en grundig forklaring og beder derfor sin departementschef Peter Loft og SKAT Københavns direktør Erling Andersen om at skrive hver sin redegørelse for behandlingen af Helle Thorning Schmidts skattesag.

Undersøgelseskommissionen

Den 2. december indkalder Thor Möger Pedersen til pressemøde. Der er betydelige forskelle mellem de to redegørelser, og noget antyder, at der kan være tale om politisk indblanding fra Skatteministeriet i SKAT Københavns behandling af Helle Thorning Schmidts skattesag.

Derfor vil regeringen nedsætte en undersøgelseskommission, som blandt andet skal se på, om den tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen og/eller hans spindoktor Peter Arnfeldt har forsøgt at påvirke afgørelsen.

3. Lækagesagen

Den sidste og mest aktuelle del af sagen handler om lækagen af fortrolige dokumenter.

Inden Folketinget overhovedet er begyndt at diskutere, hvad kommissionen præcist skal undersøge, dukker nye oplysninger i sagen op.

Den 4. december skriver formiddagsavisen Ekstra Bladet, at den tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor Peter Arenfeldt gennem flere måneder forsøgte at få Ekstra Bladet til at bringe passager af den fortrolige afgørelse i Helle Thornings Schmidts skattesag.

Starter i 2010

Det begyndte ifølge avisen efter skatteafgørelsen i 2010, som frikendte Thorning og Kinnock. Peter Arnfeldt skulle gennem hele forløbet have erklæret, at han havde adgang til alle ni sider i afgørelsen, og at der var negative sider i afgørelsen, som burde komme frem i offentligheden.

I den forbindelse vurderer juraekspert Sten Bønsing, at det er et klart brud på straffelovens paragraf 152 d, der kan give bøde eller fængsel i op til seks måneder.

SKAT København reagerer ved at gå til politiet for at få undersøgt de nye oplysninger om lækken af den fortrolige afgørelse.

Samme dag meddeler tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen, at han søger orlov fra Folketinget.

Lars Løkke kommer på banen

Mandag den 5. december udtaler tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen sig for første gang siden historien om lækken. På et pressemøde fortæller han, at han stadig har tillid til Troels Lund Poulsen. Den tidligere skatteminister har ifølge Lars Løkke Rasmussen forsikret ham, at han kan stå 100 procent inde for sin ageren som skatteminister.

Stærkt presset af gentagende spørgsmål forsikrer Lars Løkke Rasmussen, at han har fuldstændig rene hænder i forhold til mistanken om magtmisbrug og politisk pression.

Facebook
Twitter