TIDSLINJE: Historisk rutsjetur for Konservative

Fra 5,5 procent til 23,4 procent til 3,4 procent. Se en grafisk gennemgang af De Konservatives historiske rutsjetur fra formand til formand.

I slutningen af 1960’erne lå De Konservative stabilt omkring en vælgertilslutning på 20 procent.

Men med Knud Thestrups afgang som formand blev der skabt en dyb konflikt mellem den nye formand, Erik Haunstrup Clemmensen, og lederen af folketingsgruppen, Erik Ninn-Hansen.

Clemmensen ville et tættere samarbejde med Socialdemokraterne og orienterede sig mod midten, mens Ninn-Hansen stod for en klarere konservativ profil.

Spliden betød, at De Konservative ved folketingsvalget kun hev 5,5 procent af stemmerne hjem – selvom Poul Schlüter havde overtaget partiet et år før.

Schlüter fik dog i den grad genrejst partiet.

Mr. 10 percent

Han overtog posten som statsminister 10. september 1982 efter forgængeren, socialdemokraten Anker Jørgensen, der var trådt tilbage uden at udskrive folketingsvalg.

To år efter sikrede Poul Schlüter et historisk valg til De Konservative, der fik 23,4 procent af stemmerne.

Natten til den 20. februar 1997 kørte daværende K-formand Hans Engell ind i en betonklods ved et vejarbejde på Helsingørmotorvejen med en alkoholpromille på 1,37 efter en middag med den konservative folketingsgruppe.

Efter nogle dage trak han sig fra formandsposten – og flere års voldsomme interne magtkampe i partiet begyndte.

Med Per Stig Møller som formand ved folketingsvalget i 1998 fik De Konservative kun 8,9 procent af stemmerne – og mistede 21 mandater.

Bendt Bendtsen overtog formandsposten i 2000, og året efter sikrede han fremgang for partiet ved folketingsvalget.

Op igennem 00’erne holdt han De Konservative på omkring 10 procent af stemmerne, og Bendtsen blev noget hånligt kendt som Mr. 10 percent”.

Efter et par år med Lars Barfoed ved roret overtog Søren Pape Poulsen i sommeren 2014. Godt et år efter fik De Konservative et historisk dårligt valg med 3,4 procent af stemmerne.

Facebook
Twitter