Til højre eller over midten: DF og R vil følge formandsdebatten i Venstre tæt

Begge partiers ledere roser den nu tidligere formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen.

Både Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og politisk leder for Radikale Morten Østergaard afventer med stor interesse en ny formand for Venstre. (Foto: Henning Bagger og Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Venstres formand hedder ikke længere Lars Løkke Rasmussen, men hvem der overtager posten, afgøres først om tre ugers tid på et ekstraordinært landsmøde.

Det er ikke kun i partiet selv, at formandsdebatten følges tæt.

Hos to af de partier i Folketinget, der ofte står over for hinanden - Dansk Folkeparti og De Radikale - bliver den kommende fremtid også særdeles interessant.

- Jakob Ellemann-Jensen bliver jo nævnt mest som kommende formand, og vælger de ham som formand, vil vi jo være meget opmærksomme på, hvilken politisk kurs han i så fald lægger, lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Han har ikke glemt, at Jakob Ellemann-Jensen i 2007 meldte sig ud af Venstre og ind i Ny Alliance i protest mod partiets daværende linje på udlændingepolitikken. Men han meldte sig hurtigt ud igen og vendte tilbage til Venstre i 2009.

Men det er ikke kun på udlændingepolitikken, at Dansk Folkeparti kommer til at nærstudere den kommende formands ageren.

Partiet vil generelt være opmærksom på, om Venstre vil fortsætte tilnærmelserne mod Socialdemokratiet og De Radikale, som Lars Løkke Rasmussen udstak i slutningen af valgkampen, eller om en ny formand vil holde fast i den linje, som Anders Fogh Rasmussen lagde i 2001 med et meget nært samarbejde med Dansk Folkeparti.

- Det er klart, at det er noget af det, som vi i Dansk Folkeparti vil lægge rigtig meget mærke til. Om de vælger at gå den ene eller anden vej, siger Kristian Thulesen Dahl og forklarer, at samarbejdet med Lars Løkke Rasmussen dog generelt også har fungeret godt.

Håber, at ny formand vil følge Løkkes spor

Hos De Radikale har samarbejdet med den nu tidligere Venstre-formand også været noget af det, som politisk leder Morten Østergaard har været glad for.

Ifølge ham er Lars Løkke Rasmussen ofte lykkedes med at lave aftaler, der har fået stor og varig betydning for Danmark og nævner som eksempler efterlønsaftalen i 2011 og boligskatteaftalen i 2017.

Og i de tilfælde, hvor Lars Løkke Rasmussen ikke har formået at skabe samling - som for eksempel med sundhedsreformen fra i år - er det politiske projekt i stedet faldet sammen.

- Lars Løkke Rasmussen har været dygtig til i mange tilfælde at få også svære politiske gordiske knuder ordnet på en måde, så det faktisk blev varig og holdbar løsning. Det synes jeg, at man skal respektere, og jeg håber også, at det er det spor, som en ny Venstre-formand vil forfølge, siger Morten Østergaard.

- Det er jo det, som politik til sidst bør handle om – er man i stand til at skabe grundlag for sådan nogle beslutninger.

Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen nævnes af flere som en oplagt kandidat som ny formand for partiet. I dag afviste han dog at svare på de spekulationer.

SV-udmelding blev afgørende

Både Kristian Thulesen Dahl og Morten Østergaard ser det netop overståede folketingsvalg som helt afgørende for den situation, som Venstre nu står i.

Men de har vidt forskellige vurderinger af, hvad man skal lægge i det.

For Kristian Thulesen Dahl er analysen, at udmeldingen om en SV-regering som en førsteprioritet i sidste ende kostede formandskabet livet.

- I valgkampen udfordrede Lars Løkke Rasmussen vel også ikke bare os andre politisk, men også dele af sit eget parti, og det er vel den diskussion, som kulminerer nu med, at han og Kristian Jensen vælger at trække sig, og at Venstre skal vælge en ny ledelse, siger han.

Morten Østergaards analyse er noget anderledes. Nemlig, at Venstres gode valg - der resulterede i ni flere mandater - skyldtes Lars Løkke Rasmussens opgør med blokpolitikken.

- Og det er jo det, som er spændende. Om det mandat, som Venstre fik hos vælgerne der, om det også er det, man vil forfølge fremadrettet. Og vil man det, så finder man i hvert fald et Radikale Venstre med en udstrakt arm.