Tilsyn for efterretningstjenester kritiserer PET

PET kritiseres for ikke at have slettet oplysninger og for tvangsindgreb uden godkendelse.

SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, mener, at det ser sjusket ud, at PET ikke har rettet forhold, som man har lovet at ændre. (Arkivfoto) (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Politiets Efterretningstjeneste kritiseres nu for ikke at slette oplysninger som de skal, for tvangsindgreb uden godkendelse og for ikke at ændre kritisable forhold.

Bag kritikken står Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET).

- Tilsynet blev ved sin kontrol af én af tjenestens databaser opmærksom på, at tjenesten i tre tilfælde havde gennemført tvangsindgreb uden den fornødne retskendelse, skriver TET i redegørelsen.

PET har i flere tilfælde heller ikke været hurtig nok til at slette oplysninger. Sager, der er ældre end ti år, skal slettes, og det er ikke alle blevet. Kontrollen viste, at tre procent af de udtrukne sager burde have været slettet eller forlænget, skriver TET.

Kun én ændring er gennemført

PET får også kritik for i 2018 at oplyse, at seks konkrete retningslinjer og processer skulle ændres, men kun har gennemført én ændring.

Blandt andet skulle regler præciseres over for PET's medarbejdere, så antallet af fejl kunne blive nedbragt.

- Tilsynet finder det kritisabelt, at PET ikke har gennemført fem ud af de seks ændringer. Tilsynet har anmodet PET om en orientering, når tjenesten har gennemført de resterende fem ændringer, lyder det fra TET.

SF: Det ser lidt sjusket ud

Retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) vil drøfte sagen med justitsminister Nick Hækkerup (S). Hun har bedt ministeren om en redegørelse, så det kan blive klarlagt, hvornår forholdene kan komme i orden.

- Jeg glæder mig over, at tilsynet siger, at det har et godt samarbejde med PET, og det betyder vel, at der er en eller anden form for lydhørhed og velvillighed i forhold til det, tilsynet kommer med.

- Men jeg synes, det ser lidt sjusket ud, at man ikke har fået rettet op på fem af seks forhold, som tilsynet tidligere har påpeget, og at man har rod i sine slettefrister og retskendelser. Det duer selvfølgelig ikke, siger hun.

/ritzau/