Timemodel mellem København, Odense, Esbjerg, Aarhus og Aalborg lever - men først fra næste årti

Røde partier bag togfond har sikret finansiering. Men togrejsende må væbne sig med tålmodighed.

I fremtiden bliver det muligt at rejse mellem landets fem største byer på én time. Det bliver dog ikke med DSB's nuværende IC3-tog men derimod med nyindkøbte el-tog. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Armbevægelserne var store, da daværende transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) tilbage i 2014 præsenterede en aftale om massive investeringer i jernbanen. Projekterne blev døbt Togfonden DK, og det store slagnummer var en rejsetid på én time mellem landets store byer.

Den såkaldte timemodel.

Dagens gode nyhed for landets togrejsende er, at timemodellen bliver til noget ifølge partierne. Men togpendlerne må væbne sig med tålmodighed. For det bliver ikke muligt at stige på toget i Odense med retning mod Jylland og stige af på Aarhus Hovedbanegård en time senere før tidligst i næste årti.

Det bekræfter partierne på dagens pressemøde.

Samlet er der afsat 13 milliarder kroner frem til 2035 til projekter i Togfonden, fremgår det af dagens aftale.

DSB har indkøbt nye eltog. Det er den største investering i DSBs historie på cirka 20 milliarder kroner. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Timemodel København - Odense efter 2024

De 13 mia. kroner betyder, at en række kritiske projekter kan gennemføres for at nå i mål med timemodellen, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr på dagens pressemøde.

- Aftalen cementerer, at timemodellen rent faktisk bliver til noget, siger hun.

Også Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, mener, at rejsetiden nu kan bringes markant ned.

- Det er sikret. Det er ikke bare fugle på taget, siger Henning Hyllested.

Kort sagt bliver det altså muligt at køre mellem København og Odense, Odense og Aarhus, Esbjerg og Odense samt Aarhus og Aalborg på én time.

Rejsetiden på den første del af strækningen mellem København og Odense kan ifølge transportminister Benny Engelbrecht (S) bringes ned på én time, når et stort kapacitets- og hastighedsprojekt ved Ringsted Station er færdiggjort. Det projekt er sat til at begynde i 2024 og koster 1,6 milliarder kroner.

Projektet ved Ringsted station er et selvstændigt projekt, som er en del af dagens infrastrukturaftale.

Signalsystem forsinker timemodel

At en timemodel først er realistisk i næste årti skyldes blandt andet massive forsinkelser i udrulningen af et nyt signalsystem på det danske jernbanenet, siger transportminister Benny Engelbrecht.

- Det er fuldstændig korrekt, at vi har en række store opgaver - herunder med et signalsystem, som er massivt forsinket.

- Men nu er der en plan, hvor vi kan komme i mål med det hele, siger han.

Hvordan de 13 milliarder kroner i Togfonden konkret skal bruges er fortsat et ubesvaret spørgsmål. Men som vi tidligere har kunnet fortælle, er en stor del af pengene ifølge et regeringsnotat tænkt til at bygge en forbindelse under eller over Vejle Fjord.

Her ses en plan for en togbro over Vejle Fjord. Det er den røde linje. Den sorte linje er der, hvor jernbanen i dag snor sig rundt om.

Hovedparten af de påtænkte projekter er langs hovedbanen fra Fredericia til Aalborg.

Særligt en ny jernbane mellem Hovedgård og Hasselager i Østjylland har vakt debat i Folketinget. Her lægger regeringen ifølge notatet op til at reservere 3,8 mia. kroner til formålet.

Banen skal skære vigtige minutter af rejsetiden mellem Fredericia og Aarhus. På bordet ligger også et tilbud om hastighedsopgradering af strækningerne mellem Fredericia og Aarhus og mellem Langå og Hobro til en samlet pris på 2,1 milliarder kroner.

De borgerlige partier er ikke med i aftalen om Togfonden.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk