'Tørklædets Zorro' vil betale alle danske burkabøder: Forbuddet bliver nyttesløst

Fransk-algerisk rigmand er i Danmark for at underminere kommende burkaforbud.

Den fransk-algeriske rigmand Rachid Nekkaz har i årevis bekæmpet burkaforbud ved at betale de bøder, muslimske kvinder bliver idømt for at være tildækkede. Han vil også betale alle danske burkabøder. (Foto: Eric Gaillard © Scanpix)

Det vil ikke nytte noget, hvis Folketinget gør det ulovligt at være iklædt den muslimske niqab og burka.

Den fransk-algeriske forretningsmad Rachid Nekkaz har nemlig tænkt sig at betale hver en bøde - også selv om regeringen lægger op til bøder på op til 10.000 kroner.

- I Schweiz kan bøderne løbe op i 9.200 euro (omkring 68.500 kroner), og jeg betaler altid. Det er ikke noget problem for mig, skriver Rachid Nekkaz i en mail til DR Nyheder.

Den 46-årige rigmand besøger i dag Danmark, hvor han klokken 15 vil holde et pressemøde foran Christiansborg med et klart budskab til de danske politikere: Deres burkaforbud bliver en ren symbol-lov uden nogen effekt.

Tørklædets Zorro

Rachid Nekkaz' kamp mod burkaforbud starter ikke i Danmark. Han har de seneste år betalt burka-bøder for muslimske kvinder i en række europæiske lande fra hjemlandet Frankrig til Belgien, Schweiz, Holland og Tyskland.

Hans utrættelige kampagne mod tildækningsforbud har givet ham tilnavnet "Tørklædets Zorro". Men rigmanden understreger, at han selv personligt er imod burka og niqab, der tildækker henholdsvis hele ansigtet og ansigtet på nær øjnene.

Kvinder kan ikke blive ordentligt integrerede i samfundet, når de er tildækkede, har han argumenteret ved flere lejligheder.

- Men som en menneskerettighedsaktivist fra Algeriet har jeg ret til at hjælpe alle verdens kvinder, der helt frivilligt ønsker at bære niqab. Det er et spørgsmål om frihed og respekt for borgerrettigheder.

- Jeg kommer direkte fra Iran nu, hvor jeg hjælper kvinder, der ikke ønsker at bære tørklæde, siger Rachid Nekkaz.

Men hvad giver dig ret til at forsøge at underminere dansk lovgivning?

- Det står selvfølgelig den danske regering frit for at indføre et burkaforbud. Men det står også den internationale opinion frit for at dømme det, siger Rachid Nekkaz.

Rigmand: Burkaforbud løser ikke problemet

Det huer ikke regeringspartierne bag lovforslaget, at en udenlandsk rigmand vil betale bøderne. I yderste konsekvens kan man blive nødt til at ændre strafferammen fra bøde til fængselsstraf, har De Konservatives retsordfører, Naser Khader, udtalt til Kristeligt Dagblad.

Rachid Nekkaz er lige så meget imod fængselsstraf som bøder. Begge dele er ren symbolpolitik og løser ikke de egentlige problemer omkring radikalisering og undertrykkelse, lyder hans analyse.

Hvis Danmark indfører fængselsstraf for at bære niqab og burka, vil det i Rachid Nekkaz' optik ikke være meget anderledes end de muslimske lande, der fængsler kvinder, hvis de ikke bærer tørklæde.

- I Iran risikerer kvinder mellem fem dage og to måneders fængsel, hvis de omvendt nægter at bære tørklæde, siger han.

Før regeringen fremsatte det endelige lovforslag, der ikke indeholder fængselsstraf, viste et udkast, som DR Nyheder læste, at regeringen arbejdede med en fængselsstraf på op til tre måneder i gentagelsestilfælde.

Låner penge rentefrit til dømte kvinder

Rachid Nekkaz blev født i Frankrig af algeriske forældre og har tjent sin formue på ejendomsmarkedet.

Han har tidligere forsøgt sig som uafhængig kandidat til det franske præsidentvalg. Siden opgav han sit franske statsborgerskab for at gå efter præsidentposten i Algeriet – igen uden held.

Rachid Nekkaz beskriver sig selv som en sekulær muslim. Han indledte kampen for muslimske kvinders rettigheder til selv at bestemme deres påklædning, da Frankrig i 2010 som det første europæiske land vedtog et tildækningsforbud.

Da hjemlandet senere forsøgte at spænde ben for hans kampagne ved at gøre det forbudt at betale andres bøder, udtænkte Rachid Nekkaz en måde at omgå den lov: Han låner nu penge rentefrit til kvinder, der idømmes burkabøder - og lader dem betale lånet tilbage over en lang årrække.

Han har efter eget udsagn brugt i omegnen af to millioner kroner på at dække burkabøder og betale advokatbistand.

Herhjemme lægger regeringen op til, at det skal udløse en bøde på i udgangspunktet 1.000 kroner at overtræde tildækningsforbuddet. Men i gentagelsestilfælde kan det udløse en bøde på 10.000 kroner.