Topchef skal lede regeringens energikommission

Danfoss-direktør Niels B. Christiansen skal stå i spidsen for ny energikommission. Regeringen lægger op til at ignorere den tidligere regerings mål for kul og naturgas.

Klima- og energiministeren mener, at Niels B. Christiansen med er den helt rigtige kommissionsformand. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Regeringen har været et smut i det private erhvervsliv for at hente formanden til den energikommission, som klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) præsenterer i dag.

Det bliver således Danfoss’ administrerende direktør Niels B. Christiansen, der skal stå i spidsen for Energikommissionens i alt ni medlemmer.

Kommissionen får til opgave at komme med gode ideer til, hvordan regeringen og Folketingets øvrige partier tilrettelægger Danmarks energipolitik i perioden 2020-2030. Ifølge DR Nyheders oplysninger skal kommissionens anbefalinger være omkostningsneutrale og må altså ikke koste samfundet penge.

Klima- og energiministeren mener, at Niels B. Christiansen med sin viden fra blandt andet energiområdet er den helt rigtige kommissionsformand.

- Det er rigtig fornuftigt at få nye friske øjne til at se på den danske energipolitik. Vi har i Danmark ført en meget dyr energipolitik, og vi kan faktisk se, at regningen er steget med fire milliarder kroner siden energiaftalen i 2012, siger Lars Christian Lilleholt til DR Nyheder.

Energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt, præsenterer her til formiddag regeringens nye energikommission. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Plads til tung industri

Ministeren vil på et pressemøde senere i dag slå fast, at grøn omstilling fortsat skal være en prioritet for Danmark, men at omstilling samtidig ikke må koste for mange penge.

For hvis den grønne omstilling skal blive en succes for Danmark, skal den i højere grad skabe flere arbejdspladser og ikke være en byrde for Danmark, siger klima- og energiministeren.

- Det er helt afgørende, at vi fortsat sikrer, at Danmark er udstillingsvindue på energiområdet. Men også at der er plads til de virksomheder, som har et højt energiforbrug. At vi fortsat har tung industri i Danmark, og at der fortsat er gartnerier, væverier og andre virksomheder med et højt energiforbrug. Det er afgørende for os, at der er en fornuftig balance i det her, siger Lars Christian Lilleholt.

Med præsentationen af Energikommissionen, som Venstre-regeringen varslede i sit regeringsgrundlag i sommer, lægger regeringen samtidig op til at ignorere den tidligere regerings målsætninger om, at Danmark skal udfase brugen af de fossile brændsler kul og naturgas i henholdsvis 2030 og 2035.

Danfoss' administrerende direktør, Niels B. Christiansen, bliver formand for Energikommissionen. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Dropper delmål for kul og naturgas

Men målet om, at Danmark skal være fossilfrit i 2050 står ved magt, forsikrer Lars Christian Lilleholt.

- Vi har fjernet delmålet vedrørende naturgas i 2035. Vi er af den opfattelse, at det danske naturgasnet, hvor der er investeret et tocifret milliardbeløb, har en langt længere levetid, og det vil være tudetosset at udfase energikilder, der har en længere levetid.

- Og for eksempel med naturgas, så er det jo i sammenligning med andre fossile brændsler et brændsel, som har en langt lavere co2-udledning, siger ministeren.

Det samme gælder kul, som ifølge regeringen ikke længere skal være helt udfaset i Danmark i 2030.

- Der er stadig kulkraftværker i Danmark, som i sammenligning med resten af verden er meget effektive og har et meget lav udslip af co2, siger Lars Christian Lilleholt.

- Jeg har ingen forestillinger om, at vi giver tilladelse til nye kulkraftværker, men der er danske kulkraftværker, som endnu har nogle år i sig, siger han.

Lars Christian Lilleholt præsenterer regeringens nye energikommission på et pressemødeDanfoss her til formiddag.