Transportordførerens store U-vending: 'Vi har selvfølgelig hørt kritikken'

Kim Christiansen fra DF har holdt hårdt på behovet for en omfartsvej ved sin hjemby, Mariager, men nu er tonen skiftet.

Kim Christiansen har sammen med sin hustru en kro i Mariager, hvor han også bor. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

- Det er da klart, det ændrer noget, når der er så stor kritik.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, der har været en flittig gæst i medierne, siden regeringen og Dansk Folkeparti lancerede deres infrastrukturaftale i midten af marts.

En omfartsvej til 377 mio. kroner omkring ordførerens egen hjemstavn, Mariager, løste et problem, som flere, både borgere og en forsker, ikke mente fandtes.

Og det har nu fået Dansk Folkeparti til at vende på en tallerken.

Fremfor at lade vejen gå hele vejen fra Mariager til Assens, vil den nu kun gå det væsentligt kortere stykke fra Mariager til nabobyen Alstrup. Og det kan ses på prisen for vejprojektet, der falder fra omkring 377 til omkring 80 mio. kroner.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Skitse af regeringen og Dansk Folkepartis planer for en omfartsvej ved Mariager mod Assens.
Skitse af regeringen og Dansk Folkepartis planer for en omfartsvej ved Mariager mod Assens.

- Jeg har gjort mig nogle tanker oven på kritikken, om man kunne lave en anden løsning og en billigere løsning - som stadig løser problemet. Og det er det, vi har bedt vejdirektorat gøre nu, siger Kim Christiansen.

Han fortæller, at den korte løsning tidligere har været oppe at vende i ministeriet.

- Det er den tidligere løsning, som er kortere og billigere. Vi har ingen ambition om at lave en vej, der er dyrere end højest nødvendigt. Den skal bare løse det problem, den skal, nemlig at få den tunge trafik uden om Mariager.

'I mangler indhold i jeres røvkedelig liv'

Argumentet for omfartsvejen lød ellers på, at den tunge trafik hærgede et brostensbelagt centrum, smadrede blomsterkrukker og tagrender og var til fare for børn i området.

Men da TV 2 mandag tog til Mariager og talte trafikken, registrerede de fire lastbiler og en skolebus på 12 timer.

Men det fik kort efter den lokale kroejer til at rase på Facebook.

- Mon ikke bare I mangler lidt indhold i jeres røvkedelige liv... Den omfartsvej bliver en kæmpe gevinst for Mariager, men selvfølgelig ikke for alle SoMe-tosser, der bare skal af med deres frustrationer over ikke at have drevet det til noget her i livet, skrev han.

Ikke desto mindre har partiet og Kim Christiansen altså nu foretaget en uvending og sat vejprojektet i bak-gear.

- Jeg synes ikke, vi skal kritiseres for at vise rettidig omhu og så tage kritikken alvorligt og få lavet de nye beregninger nu, siger han.

- Jeg er tilfreds med, at vi får lavet den rette løsning og til en noget billigere pris end det, der var aftalt.

Facebook
Twitter