Travlhed i Bornholms luftrum: Flere end 200 flyafgange til og fra Folkemødet

Flytrafikkens konsekvenser for klimaet bliver diskuteret i Allinge, samtidig som rekordmange fly er sat ind under mødet.

SAS benytter det nye Airbus A320neo-fly på deres afgange mellem København og Bornholm under årets Folkemøde. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

I dag slutter årets Folkemøde på Bornholm. Dermed sætter mange tusinde deltagere kursen mod vest på rejsen hjem fra klippeøen.

Og mange af folkemødegæsterne skipper færgen og tager den hurtige smutvej hjem med flyet.

Hele 23 rutefly letter således i dag fra Bornholms Lufthavn ved Rønne med kurs mod lufthavne i blandt andet Aalborg, Aarhus, Odense og ikke mindst København.

Samlet set er flere end 200 rutefly lettet og landet fra øens lufthavn over de seneste dage, viser en foreløbig opgørelse fra Bornholms Lufthavn. Uden Folkemødet ville der i samme periode være langt færre afgange til og fra Bornholm.

Ny SAS-luftbro

Også sammenlignet med tidligere folkemøder er antallet af afgange og udbudte sæder ombord på flyene i år betragteligt større.

Det skyldes i høj grad, at det store skandinaviske flyselskab SAS i år har indsat 36 afgange med store Airbus-fly mellem København og Rønne i forbindelse med Folkemødet. Og det er sket på baggrund af en invitation.

- Vi blev spurgt af Folkemødet sidste år, om vi ville flyve danskerne til og fra Folkemødet. Og det ville vi rigtig gerne, lyder det fra den danske pressechef i SAS, Mariam Skovfoged, der også pointerer, at selskabet valgte at slå til, fordi de øjner en god forretning.

Og SAS har ikke fortrudt, at de har sat 6.500 sæder til salg til og fra Bornholm i denne uge, fortæller Mariam Skovfoged.

- Salget er gået rigtig fint. Faktisk er det gået over forventning.

- Vi har haft fulde fly på rigtig mange af vores afgange. Vi har oplevet stor opbakning til, at vi flyver til og fra Bornholm, lyder det videre fra pressechefen.

SAS gør med sit indtog den mindre operatør Danish Air Transport (DAT) selskab, der til daglig flyver ruten mellem København og Rønne alene.

Sidste år skulle DAT ikke bekymre sig om konkurrencen fra storebroren SAS med at fragte passagerer frem og tilbage fra Bornholm ad luftvejen under Folkemødet.

DAT benytter blandt andet turbopropfly fra den fransk-italienske flyproducent ATR på deres ekstra afgange mellem Bornholm og andre danske lufthavne under Folkemødet. (Foto: © DAT © DR)

Alligevel har selskabet under dette folkemøde indsat yderligere 60 afgange sammenlignet med sidste år, så 187 DAT-fly letter og lander fra Rønne mellem onsdag og søndag i Folkemøde-ugen.

Selskabet bruger dog i år nogle lidt mindre fly. Derfor er cirka samme antal sæder til salg som under Folkemødet i 2018.

De mange ekstra afgange går i høj grad uden om København, fortæller selskabets administrerende direktør og stifter, Jesper Rungholm.

- Vi har primært øget med ruter direkte fra flere jyske lufthavne. Derved kan hele folket komme til Folkemødet, uden at man skal den lange vej via Københavns Lufthavn eller med tog, bus og færge.

Jesper Rungholm vurderer, at hans selskab vil sælge omtrent samme antal billetter som sidste år, men alligevel få lidt færre penge i kassen.

- Fordi vi nu har fået konkurrence på København-ruten, har vi en lidt dårligere indtjening. Vi regner med at tjene omkring fem procent mindre på vores Folkemøde-flyvninger, end vi gjorde sidste år.

Flyselskaber CO2-kompenserer

Under tiden er flytrafikkens CO2-udledninger blevet genstand for stor debat. Det var senest tydeligt i valgkampene til Folketinget og Europa-Parlamentet. Her blev krav om passagerafgifter på flybilletter fremsat af flere partier.

Men både SAS og DAT forsikrer, at deltagere og gæster kan flyve til og fra Bornholm med grøn samvittighed.

Selskaberne har søsat flere initiativer for at nedsætte deres CO2-udledninger. Og alle flyrejser under årets Folkemøde CO2-kompenseres, lyder det fra såvel DAT som SAS.

Messerschmidt: Flypassagerer skal være 'stolte'

På årets Folkemøde var netop klima og drivhusgasudslip temaet for mange af arrangementerne.

Det gjaldt også fredag, hvor flyselskabet Norwegian var arrangør af en debat om flysektorens klimapåvirkning, og om hvorvidt flyskatter er en del af løsningen på problemet.

Her deltog blandt andet Morten Messerschmidt, nyvalgt medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.

Han ser ikke noget problem i, at flytrafikken til og fra Bornholm er steget voldsomt under dette Folkemøde. Han roser de to selskaber for at tage klimansvaret på sig.

- Jeg er meget glad for, at det er DAT og SAS, der flyver passagerer til og fra Bornholm under dette Folkemøde, og ikke eksempelvis polske eller bulgarske selskaber, som også kan levere denne vare, men som jeg ikke mener lever op til samme standard.

Morten Messerschmidt (DF) og Kira Marie Peter-Hansen (SF) var to af deltagerne, da det norske flyselskab Norwegian var vært for en debat, hvor flytrafikkens klimabelastning og flyskat blev diskuteret. (Foto: © (C) DR Nyheder)

Morten Messerschmidt er selv ankommet til Bornholm med færgen, men mener altså ikke, at flyvende folkemødegæster har grund til at skamme sig. Han mener ligefrem, at de skal være ’stolte’.

- De har honoreret nogle af de mest miljøvenlige selskaber i Europa på bekostning af nogle af dem, som sviner allermest.

SF: Flysektor slipper for billigt

Også SF's nyvalgte medlem af Europa-Parlamentet, Kira Marie Peter-Hansen, deltog i debatten, hvor fly og klima altså var i centrum.

- Spørgsmålet er i højere grad, hvordan vi sikrer, at vi kan transportere os bæredygtigt. Under Folkemødet har jeg diskuteret, hvordan vi får en grøn flysektor, og det skal man også gøre med andre sektorer, herunder skibstransporten, sagde det nyvalgte parlamentsmedlem.

Helt overordnet fremførte SF-politikeren det synspunkt, at prisen for at transportere sig skal afspejle de CO2-udledninger, som transporten medfører. Og det mener hun ikke er tilfældet for flysektoren i dag.

Derfor lød det fra Kira Marie Peter-Hansen, at forbrugerne bør betale en ekstra passagerafgift, når de køber flybilletter for at kompensere for denne ubalance.

I den diskussion mindede DAT-direktøren, Jesper Rungholm, dog om, at der med EU's CO2-kvoteordning allerede er en europæisk CO2-skat, som han ser det. Han fortalte, at dette er en stor og voksende millionudgift for hans selskab.