Tre oppositionspartier kræver reformer

S, SF og R sender et signal om ny enighed i oppositionen før dagens debat om økonomi. I et udkast til vedtagelse kræver de tre partier reformer.

Socialdemokrater, SF og Radikale signalerer ny enighed ved i fællesskab at kræve reformer af regeringen. (© DR)

De tre oppositionspartier Socialdemokraterne, SF og De Radikale er tilsyneladende rykket tættere på hinanden, når det gælder den overordnede økonomiske politik.

I hvert fald har de tre partier sammen med de to løsgængere Pia Christmas-Møller og Christian H. Hansen i fællesskab formuleret et udkast til en folketingsvedtagelse, der ikke blot kritiserer regeringens økonomiske politik, men også pålægger regeringen at handle.

Reformer skal sikre vækst

I udkastet kræver partierne en sammmenhængende økonomisk plan af regeringen, der skal sikre, at EU's konvergenskrav overholdes uden nedskæringer overfor børn, unge, syge, ældre og handicappede. Og derefter skriver de:

- Regeringen opfordres til at tage de fornødne initiativer til at sikre fornyet vækst og beskæftigelse, skabe langsigtet holdbarhed i dansk økonomi og råderum til fortsat offentlig realvækst blandt andet gennem klare prioriteringer og reformer, så flere bliver længere på arbejdsmarkedet.

R: Ansvarlig opposition

Hidtil har enigheden mellem S og SF på den ene side og De Radikale om, hvilke økonomiske reformer, der var behov for, været til at overse, og det centrale i udspillet er da også ifølge den radikale finansordfører Morten Østergaard, at oppositionen "nu er enig om, at der skal reformer til".

- Jeg synes, det viser, at vi har en enormt ansvarlig opposition, som ved, at hvis vi skal undgå nedskæringer på velfærden, så kræver det reformer, der sikrer, at flere bliver på arbejdsmarkedet, siger han til Ritzau.

Facebook
Twitter