Tre partier på vej ud af medieforhandlinger

Enhedslisten, Alternativet og De Radikale afviser regeringens ultimatum om penge til public service.

Kulturminister Mette Bock (LA) gav i går oppositionspartierne indtil i dag til at svare på, om de ville gå med på regeringens krav til økonomien i medieforhandlingerne. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

De tre oppositionspartier Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre har i dag meddelt, at de ikke vil fortsætte medieforhandlingerne på grundlag af det ultimatum, regeringen har lagt på bordet.

Regeringen har krævet, at partierne accepterer besparelser på DR og et delvist salg af TV2.

Det nægter de tre partier, fremgår det af en fælles pressemeddelelse her til eftermiddag.

Partierne er især utilfredse med regeringens tilgang til forhandlingerne. Kulturminister Mette Bock har tidligere gjort det klart, at adgangsbilletten til forhandlingsbordet er en accept af den økonomiske ramme, hvilket betyder 20 procents besparelse på DR og en samlet besparelse på public service på omkring 800 mio. kr.

- Vi har behov for at styrke public service og den uafhængige presse - ikke svigte den, siger Enhedslistens medieordfører, Søren Søndergaard, og tilføjer:

- Uanset hvad regeringen laver af nye tiltag med blandt andet en public service-pulje, så er det samlede resultat en gigantisk besparelse, og det kan vi ikke være med til.

Dermed er de tre partier reelt ude af forhandlingerne, da regeringens betingelser til rammen har stået klart i flere måneder.

Medieaftalen skal danne rammen for DR, TV2 og landets øvrige medier fra årskiftet og fem år frem.

S og SF er fortsat med i forhandlingerne

De sidste to oppositionsparter, Socialdemokratiet og SF, har endnu ikke gjort deres stilling op, lyder det efter et fælles møde blandt alle fem af oppositionens medieordførere her til middag.

Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, kalder regeringens planer for et angreb på landets public service institutioner. Han hæfter sig især ved størrelsen på den besparelse regeringen kræver DR bliver pålagt.

- Vi har fra start sagt til regeringen, at den aftale man lavede med Dansk Folkeparti om en 20 procents besparelse på DR, den vil vi hverken eje eller have, siger han og tilføjer, at partiet kun deltager i videre forhandlinger, hvis kulturminister Mette Bock (LA) trækker sit ultimatum tilbage.

- Hvis regeringen vil os noget, så kan den møde op til forhandlinger uden bindinger og med et ønske mere og ikke mindre public service, siger han.

Samme melding kommer fra Alternativets leder, Uffe Elbæk.

- Vi kan slet ikke acceptere den måde at forhandle på, hvor man skal købe sig adgang til de videre forhandlinger.

- Og i forhold til indholdet, så er det en klar nedprioritering af public service og vi synes jo, at det skal opprioriteres, siger Uffe Elbæk.

Deadline klokken 18

Kulturminister Mette Bock (LA) meddelte i går, at oppositionspartierne senest i dag kl. 18 skal svare på, om de vil gå med på de krav, som regeringen har stillet i forhandlingerne.

Det er tre måneder siden, at regeringen og Dansk Folkeparti præsenterede rammerne for forhandlingerne: De øvrige partier skulle gå med til at beskære DR med 20 procent over de næste fem år - det svarer til en besparelse på 770 mio. kr. - og til at omlægge licensen, så pengene fremover opkræves over skatten.

I begyndelsen af april fremlagde regeringen så sit udspil til indholdet i det nye medieforlig. Det lægger blandt andet op til at øge public service-puljen gradvist fra 35 til 220 millioner kroner årligt, sælge 40 procent af TV2 og skære 33 procent af Radio24syv, som skal udbydes på ny med mulighed for at få reklameindtægter.

Derudover vil regeringen oprette en ny tv-kanal og en ny DAB-radiokanal med fokus på kulturformidling, øge støtten til nye medier og fratage digitale nyhedsmedier fra moms.

Facebook
Twitter