Troels Lund Poulsen åbner for ny snak om skattelettelser

Venstres vikarierende leder mener også, at regeringssamarbejdet skal genbekræftes, hvis Mette Frederiksen smutter.

Venstre vil have nye forhandlinger i regeringen om en økonomisk plan frem mod 2030, fordi Danmarks økonomi har vist sig at være langt stærkere end forventet.

Og den plan skal indeholde nye skattelettelser, lyder kravet fra Venstres fungerende forsvarsminister og vikarierende leder, Troels Lund Poulsen.

- Vi ser ind i, at den økonomiske situation er meget bedre, end da vi lavede regeringsgrundlaget. Derfor står vi også overfor at skulle lave nogle politiske prioriteter i forhold til, hvordan en ny økonomisk plan frem mod 2030 skal se ud.

- Der er det ingen hemmelighed, at noget af det, Venstre der er optaget af, uanset om Mette Frederiksen er statsminister eller ej, det er at vi synes, hele spørgsmålet omkring at give folk flere penge tilbage i forhold til skattelettelser, det kommer til at være en helt afgørende prioritet for os, siger han.

Svaret falder i forbindelse med et spørgsmål om, hvad der skal ske med regeringen, hvis statsminister Mette Frederiksen skulle gå hen og forlade posten for eksempelvis at blive Natos generalsekretær.

'Genbekræfte'

Her understreger han, at Venstre er glad for det nuværende regeringssamarbejde. Men han er også enig med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der på grundlovsdag sagde, at hvis Mette Frederiksen smutter, så skal regeringssamarbejdet "genbekræftes".

Altså, at man skal sikre sig, at alle i toppen af regeringen stadig er enige om, at det er det rigtige at fortsætte med.

- Jeg er ikke vidende om, at hun er på vej til at forlade dansk politik. Men i det tilfælde, at man måtte nå til den situation, så er det klart, at vi bliver nødt til at sætte os ned og se på, at det regeringsgrundlag, vi har lavet, det får vi genbekræftet. Det er jeg enig med Lars Løkke Rasmussen i, siger han.

Se interviewet med Troels Lund Poulsen her:

Hvordan den genbekræftelse så skal ske, har han også et bud på.

- Det skal nok foregå på samme måde, som da vi forhandlede regeringsgrundlaget.

- At vi sætter os ned og får sørget for, at de balancer, der blev skabt i det regeringsgrundlag, og de mange politiske drøftelser - som jo også er meget personafhængigt, for mange af de drøftelser har været med meget få personer omkring bordet - at vi er enige om, hvad forståelsen af det regeringsgrundlag er, siger han.

Det betyder dog ikke, at hele regeringsgrundlaget skal op til genovervejelse - selvom der altså skal forhandles nye skattelettelser på plads, hvis det står til Venstre.

- Jeg står ikke og siger, man skal starte på at lave et helt nyt regeringsgrundlag. Det er ikke det, jeg siger. Men i det tilfælde, at statsministeren ikke længere er Mette Frederiksen, så er vi nødt til at tage bestik af det. Alt andet vil være mærkeligt, lyder det.

Løkke åbnede ballet

At regeringen skal "genbekræftes", hvis Mette Frederiksen forlader statsministerposten, var i første omgang en tanke, udenrigsminsiter og Moderaterne-formand Lars Løkke Rasmussen luftede i mandags på grundlovsdag.

For selvom det i valgkampen var vigtigt for Løkke at sige, at det ikke handler om "nogen", men om "noget", så handler det alligevel også lidt om personer. Om nogen.

- Jeg sagde selv i valgkampen, at det handler om noget og ikke nogen. Og det noget er jo politik.

- Men der er jo nogen, der har sat sig bag den politik, og hvis der pludselig bliver rykket rundt i den personkreds, er der i hvert fald behov for at få genbekræftet det politiske projekt.

I videoen her kan du se, hvad Lars Løkke Rasmussen sagde om regeringssamarbejdet i mandags: