Tronfølgelov på vej til forkastelse

Opbakningen blandt danske vælgere til at ændre tronfølgeloven har nået sit hidtil laveste. En ny måling viser, at kun 62,5 procent ville stemme ja.

Kun 62,5 procent af vælgerne vil stemme ja til at ændre tronfølgeloven, viser en meningsmåling, som Catinét Research har lavet for Ritzau. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Selv om politikerne på Christiansborg kæmper til det sidste, får de formentlig ikke overbevist danskerne om at stemme ja til at ændre tronfølgeloven.

Kun 62,5 procent af danskerne er for en ændring, viser en ny meningsmåling, som analyseinstituttet Catinét Research har foretaget for Ritzau. Det er det hidtil laveste, og det vil gøre det meget svært at samle det nødvendige antal ja-stemmer.

Tronfølgeloven er en del af grundloven, og derfor er det ikke tilstrækkeligt, at der er et flertal for ændringen. Loven kræver også, at ja-stemmerne skal udgøre mindst 40 procent af de stemmeberettigede.

Politikere i tvivl

Ved en tilsvarende måling i slutningen af maj sagde 65,3 procent, at de var for en ændring af tronfølgeloven.

Siden har flere markante politikere, heriblandt Venstres tidligere leder Uffe Ellemann og De Radikales Marianne Jelved stået frem og sagt, at de var i tvivl, om de ville stemme ja.

Krav om grundlovsdebat

Blandt medierne har både Jyske Vestkysten, Politiken og Ekstra Bladet på lederplads opfordret danskerne til at lade tronfølgeloven falde i protest mod, at regeringen bruger den til at lukke debatten om en tiltrængt revision af grundloven.

Ifølge målingen vil 11,1 procent sige nej, 10,5 procent har endnu ikke besluttet sig, mens 16 procent ingen planer har om at stemme.

Facebook
Twitter