Trump efter samtale med Mette Frederiksen: 'En vidunderlig kvinde'

Først kaldte den amerikanske præsident hendes udtalelser 'nasty', nu er hun vidunderlig.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, bekræfter, at han har talt i telefon med den danske statsminister, Mette Frederiksen (S).

Det sagde han sent i aftes amerikansk tid til journalister.

- Vi havde en god samtale. Vi har et godt forhold til Danmark, og vi har aftalt at tale sammen igen senere. Hun var meget rar. Hun ringede, og det er jeg rigtig glad for, sagde Donald Trump.

Donald Trump refererede ikke præcis, hvad de to statsledere talte om. Men piben fra den amerikanske præsident havde fået en helt anden lyd end for få dagen siden, hvor han kaldte Mette Frederiksens (S) udtalelser for 'nasty'.

- Hun er en vidunderlig kvinde, lød det fra Donald Trump ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP.

Hele miseren omhandler det nu aflyste statsbesøg til Danmark, der skulle havde foregået 2. og 3. september, og amerikanernes ønske om at se på muligheden om at købe Grønland,

Kaldte diskussion 'absurd'

Historien om Grønland kom først frem hos det amerikanske medie Wall Street Journal, som via anonyme kilder kunne erfare, at den amerikanske præsident var interesseret i et køb.

Oplysningerne blev senere bekræftet af Det Hvide Hus, og det fik efterfølgende Mette Frederiksen til at kommentere planerne.

- Det er en absurd diskussion, og Kim Kielsen har selvfølgelig gjort det klart, at Grønland ikke er til salg, og så stopper snakken med det. Til gengæld er der rigtig meget andet, vi gerne vil snakke med den amerikanske præsident om, sagde Mette Frederiksen.

Tre dage senere skrinlagde Donald Trump så planerne om at lægge vejen forbi Danmark, og senere samme dag gav han så sin helt klare holdning til den danske statsministers udtalelser.

- Den danske statsministers kommentarer var upassende og væmmelige, lød det blandt andet fra den amerikanske præsident.

Facebook
Twitter