Ellers tak. Sådan lyder reaktionen fra Tunesien, der klart afviser at lægge land til et dansk modtagecenter for spontane asylansøgere.
I en mail til DR Nyheder skriver Tunesiens ambassade i Holland, der også har ansvaret for Danmark:
- Tunesiens position på spørgsmålet om flygtningecentre eller - lejre på tunesisk jord er klar: Vi er imod denne idé. Dette forslag bliver afvist af de politiske partier såvel som af den offentlige opinion i Tunesien. Det er også blevet udtrykt flere gange ved møder mellem tunesiske og europæiske ledere.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, ville i går ikke give noget bud på, hvilket land hun vil forsøge at lave en aftale med. Men på pressemødet for præsentationen af udspillet satte hun nogle kriterier op:
- Vores udgangspunkt er, at der skal være tale om et sikkert tredjeland, hvor der er en demokratisk valgt regering, og hvor det i øvrigt er et land, som eksempelvis på flygtningeområdet overholder de internationale aftaler.
- Men det er klart, at en bilateral aftale mellem Danmark og et land – eksempelvis i Nordafrika – kun kan indgås, hvis man sidder i regeringskontorerne.
Kun tre nordafrikanske lande er i spil
Hvis lejren skal ligge i et nordafrikansk land, er feltet indsnævret til tre lande: nemlig Egypten, Libyen og Tunesien, vurderer ph.d. og MA i Mellemøststudier ved Københavns Universitet Rikke Haugbølle, der også har været konsulent for Udenrigsministeriet i forhold til den danske støtte til demokratiseringen i Tunesien.
- Det er de lande, der vender direkte ud til Middelhavet og ligger i forhold til de ruter, som vi har set migranterne bruger. Så helt analytisk kan vi indkredse, at det må være de tre lande, det drejer sig om, siger hun.
Rikke Haugbølle vurderer ligesom en række andre eksperter muligheden for at etablere lejre i de nordafrikanske lande som ”meget vanskelig”. Egypten er et militærdiktatur, og Libyen er præget af mange militser, der kæmper om magten. Tilbage står Tunesien.
- Tunesien har fremstået som den gode historie, men det er ikke mere end et par uger siden, vi fik øjnene op for, at der er meget store udfordringer i Tunesien. Hæren og sikkerhedsstyrkerne er en del af kerneproblemet, og det ville jo være dem, man ville skulle ind og samarbejde med.
Tunesien: Vi har allerede mange flygtninge
Tunesien er det eneste nordafrikanske land, der kategoriseres som ”frit” af den uafhængige amerikanske organisation Freedom House, der overvåger graden af frihed og demokrati verden over. Alle de øvrige nordafrikanske lande falder under kategorien ”ikke frit” – undtagen Marokko, der befinder sig i mellemkategorien ”delvist frit”.
Men Tunesiens ambassade betoner i mailen til DR Nyheder, at landet allerede huser mange flygtninge.
- Når det er sagt, så har Tunesien et fint samarbejde med en række europæiske lande såsom Frankrig, Italien og Tyskland i forhold til hjemsendelse af tunesiske statsborgere. Det gælder også i forhold til Danmark. Når en tuneser får afslag på asyl, tager vi imod ham i Tunesien.
- Vi minder i øvrigt om, at Tunesien siden 2011 har modtaget et stort antal libyske flygtninge (tæt på 400.000) som er kommet til landet på grund af den interne situation i Libyen.
S: Tunesisk afvisning er en ærlig sag
Hos Socialdemokratiet kalder udlændingeordfører Mattias Tesfaye det "en ærlig sag", at Tunesien afviser. Han fastholder troen på, at det kan lade sig gøre at oprette et modtagecenter.
- Vi ved godt, det er svært, og at det ikke bare bliver realiseret inden for kort tid. Derfor forpligter vi os også til, at indtil sådan et modtagecenter kan etableres, vil vi have et loft over ikke-vestlig indvandring, siger Mattias Tesfaye.
Hvilke lande lever op til jeres kriterier for at være et sikkert tredjeland, der kan huse en dansk lejr?
- Det skal være et stabilt land, hvor der fred. Så skal det være et land, der har tiltrådt flygtningekonventionen, og så skal det have en eller anden anerkendt regering, der er til at snakke med. Så det kan for eksempel ikke være Libyen, hvor alt er i kaos.
Men hvilke lande lever op til de kriterier?
- Jeg vil ikke nævne enkelte lande. Men allerede i dag befinder hoveddelen af verdens flygtninge sig i lejre i lande som Jordan, Tyrkiet, Kenya og Uganda. Der er masser af lande i verden, der huser hundredtusindevis af flygtninge.
- Derfor forstår jeg ikke helt panikken over, hvorvidt de nu også kan tage sig af de sidste 10 procent af verdens flygtninge.
Mattias Tesfaye tilføjer, at Danmark i følge S-planen også skal kunne tage imod kvoteflygtninge fra FN-lejrene.
-Vi mener, det er helt rimeligt, at et dansk modtagecenter kan henvise til beskyttelse i FN-lejre, mens Danmark til gengæld kan tage kvoteflygtninge fra samme lejre, siger han.