Tusindvis af S-vælgere vandrer til Enhedslisten

Socialdemokraterne har mistet tusindvis af stemmer til Enhedslisten siden folketingsvalget i efteråret.

43.000 s-vælgere ville i dag stemme Enhedslisten, mens 25.000 ville stemme Venstre, og andre 25.000 ville sætte kryds ud for DF. (© DR)

Tusindvis af socialdemokraternes vælgere flygter til Enhedslisten. I dag ville 43.000 S-vælgere stemme på Enhedslisten i stedet for. Det viser en meningsmåling Epinion har lavet for DR Nyheder.

Vælgerne mener, at tonen er blevet for hård fra Socialdemokraternes side. Sådan lyder DR's politiske analytiker Jens Ringberg bud på, hvorfor vælgerne flygter til Enhedslisten.

- Der er nogle der synes det bliver for meget med den her diskussion om ret og pligt, som Karen Hækkerup og Mette Frederiksen rejser. Det er der nogle, der synes er for hård kost, siger han.

Værre under Nyrup

Han mener også, at betalingsringen er et bud på vælgervandringen.

- Der er nok mange, der godt kunne tænke sig en betalingsring, som nu ville stemme på Enhedslisten, siger han.

Socialdemokraterne har aldrig haft så få vælgere, som de har i dag. Partiet er nede på 20,6 procent af stemmerne, og det er det laveste med undtagelse af i 1998 efter Poul Nyrup Rasmussens efterlønsangreb.

- Det er alvorligt for Socialdemokraterne og regeringen, selv om der ikke skal være valg nu. For det betyder meget i vælgernes optik, at de ikke har medvind, vurderer Jens Ringberg.

Venstre vinder også

Og Socialdemokraterne mister ikke kun vælgere til Enhedslisten. Flere af partiets vælgere har også valgt at skifte blok. 25.000 vælgere ville i dag stemme på Venstre, mens 25.000 andre ville stemme på Dansk Folkeparti.

Og i modsætning til Socialdemokraterne, klarer Venstre sig godt i målingen. Partiet vinder nemlig stemmer fra alle andre partier i Folketinget - undtagen Enhedslisten. Især Liberal Alliance, hvor 82.000 vælgere i dag ville sætte deres kryds ud for V.

- Der er en strømning mod partiet Venstre for tiden, siger Jens Ringberg og DR's analyseredaktør Kenneth Thue tilføjer:

- Venstre formår at vinde stemmer fra alle partier i Folketinget, siger Kenneth Thue Nielsen, der er DR Nyheders analyseredaktør.

Han understreger, at Venstre især kaprer stemmer fra den blå blok, nemlig Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, men også SF-vælgere ville i dag sætte kryds ved Venstre.

Facebook
Twitter