Tv-topmøde mellem Løkke og Thorning

DR indleder valgåret 2011 med en politisk duel mellem Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt den 2. januar på DR1.

Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt er klar til at mødes på DR1 d. 2. januar. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

2011 er et valgår. Det markerer DR allerede den 2. januar med en duel mellem statsminister Lars Løkke og Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, som transmitteres på DR1.

Duellen finder sted i 21Søndag fra klokken 21:10 og en time frem.

Kim Bildsøe Lassen styrer duellen direkte fra DR Byen, og den markerer indledningen til et valgår, der tegner til at blive det mest spændende i årtier.

- Duellen bliver statsskuddet til den valgkamp, som kun statsministeren ved, hvor længe kommer til at vare, men som alle ved bliver afgørende for både en lang række partiledere, folketingsmedlemmer og Danmarks fremtid, siger DRs nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.

Senest i november 2011

Folketingsvalget skal holdes allersenest i november 2011, da det forrige var den 13. november 2007.

DR har sat overskriften "DR - vi giver dig valget" på valgdækningen.

- På DR er vi optagede af at klæde danskerne bedst muligt på - uafhængigt og troværdigt, så de er i stand til at træffe deres egne valg. Og vi sætter alle sejl til i radio, på tv, net og mobiltelefoner med valgprogrammer, dueller, fata og grundig journalistik om de udfordringer, som danskerne skal vælge politiske ledere til at tackle. Vi er klar, og vi glæder os over at kunne indlede valgåret med en politisk duel på substans mellem lederen af regeringen og oppositionen, siger Ulrik Haagerup.

Facebook
Twitter