Tvangsadoption? Sådan foregår det

Statsministeren har varslet, at flere udsatte børn skal bortadopteres. Forstå hele systemet med dette overblik.

13.823 børn og unge er anbragt uden for hjemmet. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Flere udsatte børn skal bortadopteres og have en frisk start på livet.

Uden kontakt til deres biologiske forældre.

Sådan lød det i går fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun holdt sin første nytårstale som statsminister.

Samtidig skal børn fjernes tidligere fra deres forældre, når det er til barnets bedste. Og vilkårene for anbragte børn skal være bedre, mener hun.

I runde tal er 1 ud af 100 børn i Danmark anbragt uden for hjemmet. I 2018 var der tale om 13.823 børn og unge mellem 0 og 22.

Se Mette Frederiksen tale om tvangsadoptioner i sin nytårstale her:

Men der er forskel på anbringelser - og tvangsadoption er en helt anden sag. Men hvad er egentlig forskellen, og hvordan går det til, når børn bliver fjernet fra deres forældre?

Det får du en forklaring på her. Vi har bedt Sisi Ploug Pedersen, der er socialrådgiver og formand for faggruppen børn, unge og familier i Dansk Socialrådgiverforening, forklare, hvad der sker.

Helt fra kommunen får mistanke om, at et barn mistrives, til barnet er fjernet fra hjemmet.

Hvordan starter det hele?

Det hele kan starte med en indberetning fra barnets skole om, at noget er galt. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Ifølge Sisi Ploug Pedersen starter sagerne oftest ved, at en børnehave, en skole eller en fritidsklub laver en underretning til kommunen om, at noget er galt med barnet eller den unge.

- Det kan være en underretning om, at Peter på 11 år har meget højt skolefravær, og at han har en meget udadreagerende adfærd, måske ikke får madpakke eller er beskidt. Måske er moren ofte fuld, når hun henter ham.

- Oftest har skolen allerede forsøgt at løse problemerne i samarbejde med forældrene, men når de ikke har andet at gøre, så tager de kontakt til kommunen.

Samtidig kan det også være sager, der omhandler mistanke om vold eller overgreb mod barnet, der sætter sagen i gang.

En del sager omhandler også helt nyfødte børn, og her kommer underretningen som udgangspunkt fra en jordemoder eller læge allerede inden fødslen.

- Det kan være en bekymring om et misbrug, psykisk sygdom, eller at de er dårligt fungerende og ikke har en bolig, siger Sisi Ploug Pedersen.

Hvad gør kommunen så?

Kommunens socialrådgivere skal lave en vurdering af, hvad der er bedst for barnet. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Når der ligger en underretning på bordet, kan kommunens socialrådgivere gå i gang med det, der hedder en paragraf 50-undersøgelse - også kaldet en børnefaglig undersøgelse. Den bliver lavet, hvis man vurderer, at underretningen er alvorlig nok.

- I undersøgelsen beskriver vi, hvilke udfordringer og problemer der er i familien. Der har man samtaler med forældrene og barnet, men vi indhenter også udtalelser fra andre, eksempelvis skole, daginstitution eller læge, siger Sisi Ploug Pedersen.

Ud fra det laver socialrådgiveren en analyse af, hvordan man fra kommunens side bedst kan støtte op om barnet og dets forældre - og hvilke tiltag, man vurderer, der skal gribes ind med.

Lovgivningen siger, at socialrådgiverne har fire måneder til at lave vurderingen. I akutte sager laves den hurtigere, men på grund af arbejdspres sker det ifølge Sisi Ploug Pedersen, at der går længere tid end de fire måneder.

Og det er altså her, man i nogle tilfælde vurderer, at det er bedst, hvis barnet eller den unge anbringes væk fra hjemmet.

Den endelige beslutning, om hvad man anbefaler, træffes i et såkaldt visitationsudvalg med deltagelse af eksempelvis afdelingsledere fra kommunen og ledere fra de instanser, der skal udføre beslutningen - eksempelvis anbringelsesstederne.

Den frivillige anbringelse

Ved en frivillig anbringelse accepterer forældrene, at barnet bliver fjernet. Det sker i størstedelen af tilfældene. (Foto: Johan gadegaard © Scanpix)

Hvis vurderingen er, at barnet skal anbringes uden for hjemmet, bliver forældrene spurgt, hvordan de forholder sig til det.

- Der vil man drøfte med dem, hvad den faglige vurdering betyder. Og man vil spørge dem, om de er enige og vil gå med til en frivillig anbringelse. Langt de fleste anbringelser sker som frivillige anbringelser, hvor forældrene godkender det, siger Sisi Ploug Pedersen.

I 2018 var 13.823 børn og unge mellem 0 og 22 år anbragt uden for hjemmet.

Størstedelen - helt præcist 8.543 af anbringelserne - var med forældrenes samtykke.

Når forældrene har accepteret, at barnet skal anbringes uden for hjemmet, prøver man som udgangspunkt at finde en plejefamilie.

Her har kommunen typisk ansat familieplejekonsulenter, der hjælper med at finde den rette plejefamilie.

- Ved den optimale anbringelse har man forældrene med ude at møde plejefamilien, og så har man barnet med, så de kan mødes. Det helt optimale er, at flytningen foregår stille og roligt over nogle uger, hvor man gradvist er der mere og mere.

- Men lidt for ofte er vi nødt til at anbringe fra den ene dag til den anden. Det er som regel i de særligt grumme sager, siger Sisi Ploug Pedersen.

I de sager, hvor det er helt nyfødte børn, sker det ofte nogle timer efter fødslen, hvor socialrådgiveren og plejefamilien ankommer til hospitalet.

Tvangsfjernelsen - anbringelse uden samtykke

Når forældrene ikke accepterer, at barnet skal fjernes, kan et udvalg i kommunen beslutte, at det skal tvangsfjernes og anbringes i en plejefamilie eller på eksempelvis en døgninstitution. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Andre gange sker det, at forældrene ikke accepterer, at barnet skal anbringes.

Her bliver det op til kommunens børn- og ungeudvalg at træffe den endelige beslutning. Udvalget består af en dommer fra retssystemet, to medlemmer af kommunalbestyrelsen og to pædagogisk-psykologisk sagkyndige.

Her indstiller socialrådgiverne deres anbefaling til udvalget ud fra den undersøgelse, der er blevet lavet. Forældrene har ret til en advokat, og det samme har barnet, hvis det er 12 år eller ældre.

Og det er altså i det udvalg, man tager beslutningen om en tvangsfjernelse.

- Ofte vil sådan en anbringelse blive ført ud i livet allerede samme dag eller dagen efter. For i de her tilfælde er der som regel tale om et vanskeligt samarbejde med forældrene, og der kan være bekymring for, om de vil flygte ud af landet eller gå under jorden, siger Sisi Ploug Pedersen.

2.713 af de anbragte børn og unge under 18 år er blevet anbragt uden accept fra forældrene.

Sisi Ploug Pedersen fortæller, at udgangspunktet her også er at finde en plejefamilie. Men der kan være tilfælde, hvor man vurderer, at barnet skal på et socialpædagogisk opholdssted eller en døgninstitution.

- Det er individuel vurdering hver gang. Hvis vi har med sager om vold eller overgreb at gøre, er det et skadet barn, som kan være vanskeligt at tage ind i en familie i første omgang. Der kan være brug for pædagogiske tiltag på et opholdssted, siger hun.

Afgørelsen om at anbringe barnet træffes typisk for et, to eller tre år. Derefter skal der laves en ny vurdering og træffes en ny beslutning.

Ofte har der været taget andre værktøjer i brug, inden man skrider til at anbringe et barn væk fra hjemmet. Social- og Indenrigsministeriet oplyser, at i 68 procent af tvangsfjernelserne af børn under 16 år har været et forløb med andre foranstaltninger.

Det kan være familier, der har fået hjælp i form af en kontaktperson eller såkaldt familiebehandling.

Tvangsadoption

35 børn er blevet tvangsadopteret siden 2015. Det er for få, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Men i nogle tilfælde er vurderingen, at en anbringelse uden for hjemmet ikke er nok. Og her kommer spørgsmålet om bortadoption på bordet.

For ved en anbringelse har forældrene ret til samvær med barnet. Men i nogle sager vurderer man, at det ikke er den bedste løsning. At båndet skal kappes helt.

Hvis det er vurderingen, træffes beslutningen igen først i kommunens børn- og ungeudvalg. Derefter er det Ankestyrelsen, der skal afgøre sagen. I sidste ende kan deres afgørelse også ankes til domstolene, hvis forældrene ikke er enige i beslutningen.

Ifølge Statsministeriet er 35 børn og unge blevet tvangsadopteret. Det er det tal, statsminister Mette Frederiksen har sagt, at hun vil have op. Flere udsatte børn skal adopteres væk.

Facebook
Twitter