Tvangsvaccination slettet i aftale om ny epidemilov, der giver mere magt til Folketinget

Oplysning og åbenhed er bedre for vaccinesagen, lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om grundlaget for en ny epidemilov, der skal træde i stedet for den lovgivning, der blev hastevedtaget i foråret, da pandemien endnu var ny i Danmark.

Restriktioner med 'indgribende karakter' skal ikke længere kunne besluttes af sundhedsministeren alene. Og samtidigt fjernes den stærkt omdiskuterede mulighed for at anvende tvang ved vacciner.

- Individets rettigheder styrkes. Vi skriver simpelthen al form for tvangsvaccination ud af epidemiloven, fordi vi tror på, at oplysning og åbenhed er bedre for vaccinesagen end trusler om tvang.

- Samtidig kommer der automatisk domstolsprøvelse ved påbud, lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Hastelovgivningen fra marts blev behandlet på blot ét døgn efter, at statsminister Mette Frederiksen (S) aftenen forinden havde lukket store dele af samfundet ned.

Den midlertidige lovgivning gav vidtgående beføjelser til sundhedsministeren og fornyede muligheden for tvang, som også var en del af den gamle epidemilov.

En såkaldt 'solnedgangskausul' sikrede dog, at hastelovgivningen af sig selv ville ophøre den 1. marts 2021.

Med dagens aftale, som regeringen, Venstre, De Radikale, SF, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance og Alternativet står bag, ventes loven - efter høringsfasen - at kunne blive vedtaget af Folketinget i starten af det nye år.

- Målet er, at fremtidige regeringer i fremtidige sundhedskriser, såvel som den nuværede, ikke skal stå, som vi gjorde, og i al hast vedtage flere hastelovgivninger. Nu sikrer vi, at lovgivningen er på plas, og at set-uppet er på plads ved fremtidige sundhedskriser, siger Magnus Heunicke.

Demonstranter har løbende protesteret mod den nye epidemilov og særligt muligheden for at tvangsvaccinere (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Mere magt til Folketinget

Med aftalen er der også lagt op til større demokratisk kontrol med de beslutninger, som regeringen træffer i forbindelse med epidemier.

Den nuværende følgegruppe for covid-19 med partiernes sundhedsordførere erstattes af et folketingsudvalg, der har 'epidemihåndtering som sin opgave'.

- Regeringen og fremtidige regeringer skal i det udvalg, før man kan udmønte de her alvorlige indskrænkende bekendtgørelser, siger sundhedsministeren.

Samtidig skal en såkaldt epidemikommission, som er en videreførelse af den nuværende indsatsgruppe, offentliggøre sine indstillinger til regeringen og Folketinget.

- Dermed synes jeg, det er en meget god og solid aftale, der er lavet om den her lov. Den kommer nu i høring. Og vi vil selvfølgelig læse høringsvarene meget nøje, ligesom vi har haft møder med førende juridiske tænketanke hele vejen igennem, siger Magnus Heunicke.

I den nye lov er der desuden en passage, som fastslår, at der skal ydes kompensation ved fremtidige indgreb, der svarer til tvangsaflivningen af mink.

'Der skal i overensstemmelse med grundloven ydes erstatning for de indgreb, der måtte have karakter af ekspropriation.'

Indgreb, der ikke har karakter af ekspropriation, kræver 'grundige overvejelser og politiske forhandlinger,' står der i aftaleteksten.

Partier tilfredse med ny aftale

Venstre har gentagne gange kritiseret regeringen for at træffe enevældige beslutninger under coronakrisen og for at holde Folketinget ude i mørket.

Men i dag er en 'rigtig god dag for det danske folkestyre', siger sundhedsordfører Sophie Løhde.

- Vi har indgået en aftale om en ny epidemilov baseret på åbenhed, demokratisk kontrol og retssikkerhed for borgerne.

Venstres politiske ordfører Sophie Løhde er meget tilfreds. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Scanpix)

- Og dermed også en aftale, hvor vi beslutter os for at gøre noget så gammeldags som at samarbejde om at finde de fælles løsninger. Også i sundhedskriser. Det betyder, at vi i bredt samarbejde mellem Folketingets partier får en helt fundamentalt anderledes epidemilov end den hastelov, der har været gældende siden marts, siger hun.

Samme melding kommer fra De Konservative, der også har kritiseret regeringen.

- Nu får vi en robust epidemilov, som kan klare fremtidige epidemier, og vi får demokratiet tilbage, siger sundhedsordfører Per Larsen.

Enhedslisten er ligeledes tilfreds med den nye lov, fortæller politisk ordfører Pernille Skipper.

- Der er rigtig mange mennesker, der har været godt og grundigt bekymret over de vidtgående beføjelser i udkastet til epidemiloven. De sociale medier er kogt over, når vi har haft diskussioner om tvangsvaccine.

- Mange har været bekymrede for balancen mellem folkesundheden og borgernes frihedsrettigheder, og hvor langt staten kan gå.

- Nu har vi sikret parlamentarisk kontrol med regeringen og sikret, at indgreb ikke kan strækkes ud over fire uger ad gangen, for så skal Folketinget ind over.