Uddannelsesminister: Arbejdsløshed skal ikke afgøre antallet af studerende

Antallet af ledige skal ikke bestemme optaget af studerende på universiteterne, mener ministeren.

Den nye uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen glæder sig over, at rektorerne melder sig aktivt i debatten om de videregående uddannelser. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Det skal ikke alene være arbejdsløshed, der afgør, hvor mange studerende der bliver optaget på de videregående uddannelser.

Sådan lyder det fra uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) som svar til en række rektorer, som har foreslået at begrænse antallet af optagne studerende til fag, hvor der er en høj ledighed.

- Det kan ikke stå alene bare at bruge en arbejdsmarkedsstatistik til at skrue op og ned for optaget på uddannelserne. Det kan være ét blandt mange parametre til, hvordan vi forbedrer kvaliteten på uddannelserne, siger hun.

Sofie Carsten Nielsen glæder sig dog over, at rektorerne melder sig aktivt i debatten om de videregående uddannelser.

- Jeg synes, at rektorernes budskab om, at vi skal lave nogle kvalitetsuddannelser, der uddanner de studerende til et job, er helt åbenlyst, siger hun.

Afventer udvalgs anbefalinger

Den nye uddannelsesminister fortæller desuden, at der snart er konkrete anbefalinger på vej.

- Min forgænger Morten Østergaard har nedsat et udvalg for kvalitet og relevans i uddannelserne, og de kommer med de første anbefalinger her i foråret, forhåbentlig marts eller april, siger hun.

Derfor vil Sofie Carsten Nielsen heller ikke sige noget endeligt om, i hvor høj grad fremtidens optag af studerende vil afhænge af ledigheden på den anden side.

- Jeg vil gerne afvente anbefalingerne fra netop det udvalg. Det er derfor, vi har nedsat det, siger hun.

Enhedslisten afviser at uddanne efter ledighed

Enhedslistens uddannelsesordfører, Rosa Lund, er noget mere klar i mælet.

Hun mener hele vejen igennem, at det er en rigtig dårlig ide at optage studerende på videregående uddannelser efter, hvor stort behovet for arbejdskraft er på den anden side.

- Hele problemet er, at vi hverken herinde på Christiansborg eller nogen andre steder kan forudse, indenfor hvilke sektorer der kommer til at være jobs, siger Rosa Lund, uddannelsesordfører for Enhedslisten.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk