Udenrigsministeren advarer mod Iran-indblanding

Danmark og EU fordømmer overgreb mod demonstranter og journalister i Iran, men vi skal ikke gøre demonstranternes sag til vores, siger Per Stig Møller.

Per Stig Møller mener, at det hjælper regimet i Iran, hvis Vesten gør fælles front med demonstranterne. (© DR)

- Demonstranterne i Iran risikerer mere voldelig modstand fra præstestyret, hvis Danmark og Vesten gør demonstranternes sag til vores. Så får præstestyret og præsident Ahmadinejad en undskyldning for at gribe ind med påskud om udenlandsk indblanding.

Det siger udenrigsminister Per Stig Møller til Ritzau, efter at EU's stats- og regeringsledere ved EU-topmødet i weekenden fordømte overgreb på demonstranter og journalister.

EU's fordømmelse kom på dansk foranledning ved topmødet, forklarer han.

Fordømmelse gør det lettere for regimet

- Hvis vi gør demonstranternes sag til vores, så siger styret, at de er agenter fra udlandet. Jo mere vi omfavner dem, jo vanskeligere gør vi det for dem, og jo lettere gør vi det for regimet at slå ned på dem - også med den iranske befolknings forståelse, siger udenrigsministeren.

Hvis den iranske befolkning opfatter demonstranterne som udenlandske kollaboratører, kan Revolutionsgarden og Basij-militsen lettere slå ned på oppositionen, påpeger han.

- Man giver dem et dødskys ved at gøre deres sag til vores. For så er det pludselig Iran mod den vestlige verden, siger Per Stig Møller.

Afviser SF-kritik

Han afviser kritik fra SF's udenrigsordfører, Holger K. Nielsen, som vil have Folketingets Udenrigspolitiske Nævn til at drøfte situationen i Iran.

- Per Stig Møller har slet ikke haft den tilstrækkelige klarhed i sin afstandtagen til det totalitære og fundamentalistiske regime. Han har begrundet sin passivitet i taktiske overvejelser, men det er dybt problematisk, hvis disse fører til en manglende stillingtagen i en konflikt, alle demokratiske mennesker har en moralsk pligt til at forholde sig til, siger Holger K. Nielsen

Udenrigsministeren påpeger, at Holger K. Nielsen ikke deltog i det seneste nævnsmøde før EU-topmødet. Desuden er hans kritik fuldstændig forfejlet, mener han.

- Han kunne have fulgt med i, hvad vi vedtog ved EU's topmøde. Hvis vi gør os til part i sagen, så skader vi demonstranterne, siger Per Stig Møller.

Facebook
Twitter