Udenrigsministeren: Alle danske EU-politikere bør lægge bilag frem

De danske parlamentarikere bør følge Rina Ronja Karis eksempel, mener Anders Samuelsen (LA).

Det ville "være klædeligt", hvis alle danske europaparlamentarikere ville fremlægge samtlige deres bilag, siger udenrigsminister Anders Samuelsen.

Det vakte opsigt, da den danske europaparlamentariker Rina Ronja Kari tidligere på ugen i Berlingske valgte at lægge alle sine bilag frem.

Lønsedler, blyantspenge, hele molevitten kunne man gå på opdagelse i.

Danmarks øvrige medlemmer af Europa-Parlamentet blev efterfølgende spurgt, om de ville følge den venstreorienterede parlamentarikers eksempel, men langt de fleste sagde nej. Det handlede om principper, lød det eksempelvis fra Dansk Folkepartis Anders Vistisen.

Men samtlige danske medlemmer af Europa-Parlamentet bør netop gøre som Rina Ronja Kari og lægge alle bilag åbent frem.

Sådan lyder opfordringen nu fra landets nye udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA):

- Det ville bestemt være klædeligt for europaparlamentsmedlemmerne, siger Anders Samuelsen.

Hele pivtøjet

Udenrigsministeren er tidligere europaparlamentariker for De Radikale fra 2004-2007, og i 2007 offentliggjorde Anders Samuelsen i Politiken selv bilagene for sine blyantspenge. Det skete kort efter bruddet med De Radikale og stiftelsen af Ny Alliance.

Derfor er Anders Samuelsen positiv overfor, at Rina Ronja Kari nu har gjort det samme.

- Det gjorde jeg også, da jeg var i Europa-Parlamentet. Som den eneste dansker. Jeg lagde det hele frem, og jeg gik til valg på det. Det var alt. Samtlige bilag på blyanter og hele pivtøjet. Det hele var lagt frem. Og det fik jeg dårlig presse på, siger Anders Samuelsen.

- Så jeg har da ventet på, at der var en toer, som fulgte efter.

Udenrigsministeren vurderer i dag, at Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU har fået ”god presse” på at fremlægge sine bilag.

- Jeg ville også godt have haft god presse på det dengang, for folk skulle jo se, at jeg ikke brugte pengene på kjoler til konen, men på politisk oplysningsarbejde. Men så var der nogen, der blev forargede over dét.

- De andre, som ikke lagde bilagene frem, især blyantspengene, slap jo fri, for de sagde bare, at dem får I ikke at se. Men jeg gjorde, og det gjorde jeg gennem alle de år, jeg var i Europa-Parlamentet, siger Anders Samuelsen.

Så du er faktisk 100 procent enig med Rina Ronja Kari i denne sag?

- Der er noget, der tyder på det. Jeg gik jo foran, så hun er vel blevet inspireret af mig. Det er i hvert fald ikke mig, der er blevet inspireret af hende.

Fint med åbenhed

Hun koster i omegnen af fem millioner om året. Er det ikke ret meget?

- Men det inkluderer jo medarbejdere, transport og alt muligt. Det er lidt svært at gøre det op på den måde. Et folketingsmedlem koster heller ikke kun den halve million om året, som man får i løn. Der er også partistøtte ved siden af og alt muligt andet. Så hvordan skal man lige gøre det op?

- Det, synes jeg måske, er mere en måde at skabe noget forargelse på, som jeg ikke er så vild med: At lægge alt oveni hinanden og sige, at så koster det så meget. Men jeg synes, det er fint, at der er åbenhed omkring, hvad man bruger pengene på, siger Anders Samuelsen.

Ifølge Berlingskes gennemgang bruger EU hvert år op mod fem millioner kroner på Rina Ronja Kari til hendes arbejde i parlamentet. I alt har parlamentet 751 medlemmer.

EU-parlamentarikeren valgte at offentliggøre sine bilag i kølvandet på afsløringerne af Dansk Folkepartis mulige misbrug af EU-midler, fordi hun efter eget udsagn ønsker at give vælgerne syn for sagen, når det handler om EU-systemet.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter