Udenrigspolitisk nævn skal drøfte angreb på ambassade

Udenrigsministeriet vil undersøge oplysningerne fra WikiLeaks om det officielle Syriens indblanding i angrebet på den danske ambassade i Damaskus.

Udenrigsminister Lene Espersen. (© DR)

Det officielle Syrien støttede angrebet på Danmarks ambassade i 2006 i forbindelse med karikaturkrisen. Det viser amerikanske dokumenter lækket til WikiLeaks og nu offentliggjort af den norske avis Aftenposten.

Ved angrebet blev ambassadebygningen sat i brand.

Udenrigsminister Lene Espersen siger i en udtalelse, at det er bekymrende oplysninger, der nu viderebringes, og at hun tager dem meget alvorligt.

Ikke tilfreds med håndteringen

Hun siger, at en kendt sag, at Danmark ikke var tilfreds med Syriens håndtering af sagen om beskyttelse af den danske ambassade tilbage i 2006.

- Det er ifølge de folkeretlige regler en stats ansvar at beskytte de diplomatiske repræsentationer, der er i landet - det gjorde Syrien ikke på en tilfredsstillende måde, siger udenrigsministeren.

- Vi vil nu i Udenrigsministeriet undersøge oplysningerne nærmere, og jeg vil herefter drøfte sagen med Folketingets partier i det førstkommende møde i Udenrigspolitisk Nævn, siger Lene Espersen.

Facebook
Twitter