Udlændingepakke skader, siger S og SF

Der er gode ideer i regeringens og Dansk Folkepartis udlændingepakke, men samlet set skader den integrationen mener Socialdemokratiet og SF.

Pakken forringer udlændinges mulighed for at stemme til kommunalvalget. (Foto: Claus Würtzen © DR)

Den udlændingepakke, som regeringen og Dansk Folkeparti har aftalt, skader integrationen, mener Socialdemokratiet og SF. De to partier er derfor på vej til at stemme nej.

- For første gang nogensinde forringer man muligheden for at deltage i demokratiet. Det er jo paradoksalt, når man samtidig vil præmiere udlændinge, der gør en ekstra indsats for at blive en del af det danske samfund, siger Socialdemokratiets udlændingeordfører Henrik Dam Kristensen.

Udlændingepakken forlænger perioden, man skal have været i landet for at kunne stemme til kommunalvalgene, fra tre til fire år.

Henrik Dam Kristensen er også utilfreds med, at for eksempel udenlandske sosuassistenter, der ikke kan få arbejde i mere end 30 timer om ugen, ikke kan få adgang til at få en hurtigere permanent opholdstilladelse. Betingelsen for at få point er, at man har fuldtidsarbejde.

Rammer de forkerte

Også SF's ordfører på området Astrid Krag mener, at pointsystemet i udlændingepakken er skruet forkert sammen.

- Da ideen kom om, at man skal kunne gøre en ekstra indsats for at få hurtigere opholdstilladelse, støttede både S og SF det. Men det viser sig jo, at man for eksempel rammer dem, der vælger at uddanne sig til ingeniører - og dem har vi jo brug for, siger Astrid Krag.

Hun frygter også, at der bliver tale om lovsjusk, fordi der er mange bestemmelser i udlændingepakken, der er uklare.

Taler med to tunger

Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup mener, at S og SF taler med to tunger.

- De siger, at de gerne vil stå ved det meste af den faste og fair udlændingepolitik. Men når det gælder, er de ikke til noget, siger Peter Skaarup til Berlingske Tidende.

Facebook
Twitter