Udlændingepolitik fylder markant mere hos blå bloks vælgere

Ni procent af vælgerne siger, at udlændingepolitik er den vigtigste politiske dagsorden lige nu.

Lars Løkke Rasmussen til medlemsmøde i Venstre den 12. augtust i Aulum. (Foto: Ole Mortensen © Scanpix)

Integration, flygtninge og indvandrere er blandt top fem på listen over vigtigste politiske dagsordener, hvis man spørger vælgerne.

Således siger ni procent af vælgerne i en måling, som Epinion har foretaget for DR Nyheder, at udlændingespørgsmålet er det, der er vigtigst, at politikerne tager sig af lige nu.

Store forskelle blandt vælgerne

Ser man nærmere på tallene, er der dog stor forskel på, hvem disse vælgere stemmer på.

For hos rød bloks vælgere fylder udlændingepolitikken ikke det store: Her siger to procent af S-R-SF-EL-vælgerne, af udlændingespørgsmålet er det vigtigste.

Til gengæld har 16 procent af blå bloks vælgere det som nummer ét på deres dagsorden. Og det undrer ikke professor Rune Stubager fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Han henviser til, at før Venstre fremlagde deres udlændingeudspil tidligere på måneden, så har udlændingepolitikken ikke være dominerende længe.

- Hvis man ser historisk på det, så var det blå bloks vælgere, der op gennem 1990'erne var meget optaget af at få strammet på området og derfor mest optaget af emnet. Men under den forrige regering (VKO op gennem 00'erne, red.) begyndte det også at interessere rød bloks vælgere, fordi de mente, at nu blev reglerne for stramme. Når det så ikke har fyldt så meget, er det meget naturligt, at det fylder mest i blå blok, siger Rune Stubager og henviser til, at det typisk er DFs vælgere, der er optaget af udlændingespørgsmål.

Arbejde betyder mest

På førstepladsen på listen over vælgernes vigtigste dagsordenen ligger arbejdsmarkedspolitik/arbejdsløshed, som samlet set 16 procent af vælgerne peger på.

Herefter følger velfærdspolitik generelt med 13 procent, sundhedspolitik/hospitaler også med 13 procent og økonomisk politik med ni procents opbakning fra vælgerne.

Men altså især på udlændingeområdet er vælgerne splittet alt efter om de stemmer blåt eller rødt.

Tidligere i august fremlagde det største oppositionsparti Venstre sit udlændingeudspil, som partiet selv mener har efterladt dem i fine meningsmålinger efter sommerferien - på trods af indre uro i partiet netop omkring udlændingepolitikken.

DRs politiske analytiker Jens Ringberg mener, at vælgernes dagsorden kan tolkes således, at regeringen bør blande sig i udlændingedebatten.

- Rød blok er bagud, og de skal hente vælgere hos blå blok, som vi kan se går op i udlændingepolitik. Hvis det skal lykkes, så er blandt andet Socialdemokraterne også nødt til at tage problematikkerne i udlændingespørgsmålene meget seriøst, siger Jens Ringberg.

Pludselig er det vigtigt

Når vælgerne har en dagsorden, kan man så regne med, at politikerne vil kigge lidt på den?

Professor Rune Stubager forklarer, at det går begge veje.

- Politikerne vil rigtig gerne have fokus på nogle bestemte områder, som vælgerne så begynder at gå op i. Hvis det lykkes dem at få noget på dagsordenen, så kan det være, at nogle mennesker pludselig tænker, at det er faktisk et vigtigt område, siger Rune Stubager.

Han siger samtidig, at politikerne plejer at have en nogenlunde føling med, hvad der optager folk.

- Hvis man skal lave politik ud fra vælgernes dagsorden, så er den jo kun interessant, hvis der ikke også er andre partier, der har listen. Ellers vil man jo slet ikke stå alene med at mene noget om emnet.

Facebook
Twitter