Piben har fået en anden lyd fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).
Ved at forsvare en sætning i regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering, siger han nemlig noget lidt andet, end han hidtil har sagt.
I regeringsgrundlaget for den nye regering står der, at man vil give ophold til visse udlændinge, som uddanner sig indenfor områder, hvor der er mangel på arbejdskraft.
- Det er en lille ændring for mig at se, som gør, at en gruppe, som efter min bedste overbevisning er under 100 mennesker i det hele, får mulighed for at tage uddannelser indenfor noget af det, som mangler i vores samfund.
Debatten opstod under valgkampen i efteråret, hvor DR beskrev, hvordan flere syriske kvinder stod til at blive sendt tilbage til hjemlandet, fordi Danmark vurderer, at Syrien er sikkert nok - også selvom flere af dem var i arbejde eller under uddannelse.
Dengang var meldingen fra Kaare Dybvad Bek klar: Vi var helt inde i kernen af dansk udlændingepolitik, som handler om, at når man er her som flygtning, så er man her midlertidigt.
- Og det gælder uanset, om man er ledig, i arbejde, under uddannelse eller pensioneret, for alle er lige for loven, sagde Kaare Dybvad Bek dengang.
Mener det samme
Og det har fået Danmarksdemokraternes Peter Skaarup til at kritisere, at regeringen siger én ting i valgkampen og en anden efter.
Men at piben nu har fået en anden lyd, betyder ikke, at han har ændret holdning, siger Kaare Dybvad Bek.
- Vi mener i Socialdemokratiet det samme; nemlig at det skal være midlertidigt, når man er flygtning, og når hjemlandet er sikkert, skal man vende hjem.
Han kalder det en "udvidelse" af lovgivningen og referer til, at han under valgkampen kommenterede på enkelteksempler, hvor han desuden sagde, at loven er lige for alle.
- Det er ikke sådan, at jeg som minister skal gå ud og sige, at hende der ser godt nok sympatisk ud, og hun har et godt gennemsnit fra gymnasiet, så skal vi lade hende blive. Det mener jeg ville være en fuldstændig forrykt måde at drive en retsstat på, siger han.
- Men når vi ændrer loven, så er det sådan, at alle stadig er lige for loven.
Konservative ønsker ingen ny ordning
Også hos Konservative er der sket et skift i holdningen. For partiet mener nu, at det, regeringen vil, er at blande asylpolitik og beskæftigelsespolitik sammen.
- Asyl er midletidigt, indtil det ikke længere er farligt at være i hjemlandet. Det ønsker vi ikke at ændre på. Jeg kan sagtens se, at der kan være et dilemma. Men der er jo andre ordninger, man kan søge netop i forhold til beskæftigelse i Danmark, siger K's udlændinge- og integrationsordfører Brigitte Klintskov Jerkel.
Under valgkampen sagde hendes formand Søren Pape Poulsen ellers om de sager, som DR dengang beskrev:
- Det må jo være sådan at dem, der forstår at tage Danmark til sig, integrere sig, vil foreningslivet, gerne vil arbejde, det er sådan set dem, som vi med sund fornuft skal kigge positivt på i en tid, hvor vi mangler arbejdskraft - uden at vi gør flygtningepolitik til indvandring.
Men de to holdninger mener Klintskov Jerkel ikke, at der er forskel på.
Hun henviser i stedet til, at Konservative på andre måde ønsker at komme manglen på arbejdskraft til livs. Blandt andet ved at sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft permanent og at sænke skatten.