Udligningsreform får 15 kommuner til at sætte skatten op

Samlet set hæver 15 af landets kommuner skatten svarende til skatteindtægter for 236 millioner kroner.

Nogle af de kommuner, der står til at miste penge på grund af udligningsreformen, har valgt at sætte skatten op. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

De kommuner, som taber på udligningsreformen, kan øge indkomstskatten og selv beholde de ekstra skatteindtægter. Det har 15 kommuner valgt at gøre brug af.

Det skriver Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Samlet set svarer det til skatteindtægter for 236 millioner kroner som er reserveret af kommunerne ud af den samlede ramme på 430 millioner kroner.

12 kommuner ansøgt ministeriet om at få lov til at forhøje skatten ud over rammerne i udligningsreformen.

Flere kommuner ansøger

Det er kommunerne Hillerød, Vallensbæk, Gentofte, Hørsholm, Greve, Lyngby-Taarbæk, Helsingør, Rudersdal, Fanø, Dragør, Hjørring og Lolland.

Dragør, Hjørring og Lolland har ansøgt, selv om de kommuner ikke taber penge på reformen.

De ansøgninger skal ministeriet nu behandle.

I maj lykkedes det en bred skare af Folketingets partier at blive enige om en udligningsaftale. Den sætter rammerne for, hvordan pengene skal fordeles mellem landets kommuner.

Bag aftalen står S-regeringen, Venstre, SF, De Radikale og Alternativet. Den faldt på plads efter måneders forhandlinger og politiske stridigheder mellem især de to store borgmesterpartier, Socialdemokratiet og Venstre.

/ritzau/