Udmelding om automatisk organdonation deler vandene i Folketinget

Konservative frygter, at automatisk tilmelding til organdonation ligefrem kan få en negativ effekt.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) er personligt tilhænger af at indføre automatisk organdonation, og har indkaldt til nye politiske forhandlinger om emnet i Folketingets Sundhedsudvalg. DR Grafik: Nathalie Nystad

Skal danskerne automatisk være organdonorer, når de fylder 18 år? Ja, mener sundhedsminister Sophie Løhde (V), der har indkaldt til politiske forhandlinger i Folketingets Sundhedsudvalg.

Men det er ikke alle sundhedsordførere på Christiansborg, der er lige glade for ministerens seneste udmeldning.

Især ikke set i lyset af, at Etisk Råd er kommet med en ny udtalelse, hvori den siger klart nej til automatisk organdonation. Det siger Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund.

- Med de initiativer vi har taget og med Etisk Råds klare anbefaling, undrer det mig, at man ønsker at trumfe en beslutning igennem.

Etisk Råd anbefaler, at danskerne aktivt selv skal forholde sig til, om hvorvidt de vil donere deres organer eller ej. Derfor anbefaler Peder Hvelplund en model, hvor man løbende opfordrer borgerne til at tage stilling til dette.

- Der er en klar forventning om, at det vil have den ønskede effekt. Hvis det ikke har det, må vi se på det igen senere, siger han og tilføjer:

- Nu skal vi først og fremmest høre baggrund for, at regeringen lægger op til at gå imod Etisk Råds anbefalinger, men jeg tænker ikke, det er noget, vi kommer til at bakke op om, siger Peder Hvelplund.

Et pænt nej tak fra De Konservative

Heller ikke De Konservatives sundhedsordfører Per Larsen er tilfreds med Løhdes udmelding.

- Det her med at man per automatik er organdonor, bryder jeg mig simpelthen ikke om, fordi det giver nogle vanskelige situationer for de pårørende, fordi de ikke kan vide, om den døende har et ønske om det, siger Per Larsen.

Han mener ligesom Enhedslisten, at det er bedst, hvis man i stedet bruger energi på en model, hvor man løbende gør borgerne opmærksomme på organdonation.

- Vi foreslår en ordning, hvor man aktivt tilskynder, at flere tager stilling. For eksempel når man skal have sit pas fornyet, siger Per Larsen.

Han frygter, at en lovændring hvor man automatisk bliver tilmeldt organdonation nemlig kan få den modsatte effekt og få folk til at afmelde sig i protest.

- Det er vanskeligt at vide, hvordan befolkningen vil reagere. Der kan godt være nogle, der vender sig imod det og går ind og registrerer, at de ikke vil tvinges til noget som helst, siger Per Larsen.

- Det her med at presse nogen hårdt til noget kan have den modsatte effekt.

Radikale Venstre er klar til forhandling

Tonen er mere positiv hos Radikale Venstres sundhedsordfører, der er glad for, at sundhedsministeren har indkaldt til drøftelser på området.

- Vi vil i Radikale Venstre gerne ændre reglerne, så vi som udgangspunkt er meldt til og selv skal gå ind og sige fra, hvis man ikke ønsker at give sine organer, siger hun og tilføjer.

- Hvert år er der mennesker i Danmark, som dør eller står på venteliste og kunne have et helt andet liv, hvis de fik de organer, de venter på. Derfor kunne vi godt tænke os at sørge for, at der bliver flere organer.

Lotte Rod tror på, at der er mange, der egentlig gerne vil give deres organer væk, men ikke lige får taget sig sammen til at få sat krydset af.

- Derfor ville det være en god idé, hvis vi vendte modellen om, så man i stedet skal gå ind og aktivt sige nej, hvis man ikke ønsker at give dem, siger hun.

Lotte Rod fra Radikale Venstre (R) er glad for sundhedsministerens invitation til politisk forhandling om aktiv organdonation. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Kun 27 procent er tilmeldt donorregisteret

Hos Moderaterne er de ligesom Radikale Venstre glade for, at Sundhedsministeren har indkaldt til forhandlinger på området.

- Hver gang vi taler om emnet i den offentlige debat, er der flere, der tilmelder sig vores donorregister, siger Monika Rubin, der er læge og medlem af Sundhedsudvalget.

- Vi skal have en snak om, hvorvidt organdonation kan gøres på en anden måde. Lige nu er der kun 27 procent tilmeldt donorregisteret, og det er et problem, siger hun.

Hun melder dog ud, at Moderaterne fortsat er i tvivl om deres ståsted i debatten og mener, at hvis man endelig skal lave om på organdonationssystemet, skal man også være sikker på, at sundhedssystemet er gearet til det.

- Vi skal først og fremmest undersøge og sikre os, om de organer, der bliver doneret, bliver brugt, siger hun og tilføjer.

- Lægernes bekymring er, at noget af organdonation drukner i travlhed. Derfor skal vi tænke det grundigt igennem.