Udskældt offentlighedslov præsenteres i eftermiddag

Ny offentlighedslov kan resultere i, at medierne får sværere ved at afdække skandaler i centraladministrationen.

Justitsminister Morten Bødskov (S) offentliggør ifølge DR Nyheders oplysninger en aftale om en ny offentlighedslov i eftermiddag.

Regeringen vil indenfor få timer præsentere en ny offentlighedslov. Det erfarer DR Nyheder.

Forhandlingerne om offentlighedsloven begyndte allerede under den tidligere VK-regering og daværende justitsminister Lars Barfoed.

Dengang strandede forhandlingerne, fordi der var uenighed om en paragraf om ministerbetjening, som blev beskyldt for at medføre mere lukkethed.

Ideen med den paragraf er at forhindre journalister i at få adgang til en del af de dokumenter, som en minister får fra sine styrelser eller andre ministerier.

Partier ændrer mening

Socialdemokraterne og SF, der tidligere har stejlet over for paragraffen om ministerbetjening har ændret mening.

Daværende socialdemokratiske retsordfører Karen Hækkerup kritiserede dengang paragraffen for at holde alt for meget udenfor journalisternes ret til aktindsigt.

Ifølge DR Nyheders oplysninger har S og SF nu valgt at holde fast i den kontroversielle paragraf, dog med kosmetiske ændringer.

Derfor er vejen banet for, at S-SF-R-regeringen kan lave en aftale med de tidligere regeringspartier, Venstre og Konservative.

Det er justitsminister Morten Bødskov (S), der forhandler aftalen på plads.