Uffe Elbæk afviser hård kritik: 'Jeg kan ikke genkende billedet overhovedet'

Nuværende og tidligere medlemmer af Alternativet har kritiseret partiets ledelse de seneste dage.

To medlemmer af Alternativets hovedbestyrelse har forladt partiet i protest mod politisk leder Uffe Elbæk. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Uffe Elbæk er godt og grundigt træt af, at interne mails og oplysninger bliver lækket i medierne. Og han forstår ikke, hvorfor kritik af partiledelsen bliver diskuteret offentligt fremfor internt i partiet.

Det siger han i et interview med DR Nyheder efter flere dages historier med kritik af partiledelsen.

- Vores ene værdi i Alternativet er gennemsigtighed. Det bliver overhovedet ikke respekteret og udfoldet, når det handler om rygter og læk. Det er en helt forkert måde at gøre tingene på.

- Det ville være dejligt, hvis kritikken kom i de rigtige fora. Kritik er legitimt, og jeg synes, man skal diskutere det. Men ikke på den måde, det er foregået her, siger han.

Først meldte to medlemmer af partiets hovedbestyrelse, blandt andre den nu tidligere næstforperson, sig ud af partiet - og smækkede med døren.

Den tidligere næstforperson, Vilhelm Stamp Nordal Møller, kritiserede Uffe Elbæk i hårde vendinger for blandt andet at være egenrådig og udnytte sin position.

Har Uffe for meget magt?

Men Uffe Elbæk mener ikke, der er grund til at ændre noget ved sin ledelsesstil.

- Jeg forholder mig sådan til det, at der er en ung mand, der mener, det her. Det må stå fuldstændig for hans egen regning. Jeg kan ikke genkende billedet overhovedet.

Der er intet af det, han siger, som har noget på sig?

- Jeg er en rimelig selvkritisk person, og jeg tager det selvfølgelig alvorligt, hvis de synes, noget ikke fungerer. Men nej, det må stå for hans egen regning.

Så det er en blank afvisning?

- Sagt med et smil, så synes jeg, jeg løfter opgaven foran mig på en god og sober måde. Så kan det være, at det, vi ikke er enige om, bliver opfattet forkert. Han har en holdning, og jeg har en anden.

- Jeg har hørt, læst og set, hvad de har sagt, og det er det, jeg gør, men mere gør jeg ikke ved det, siger Uffe Elbæk om tidligere medlemmers kritik af hans ledelsesstil. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Har du for meget magt i et parti, der lægger vægt på medlemsinddragelse?

- Igen sagt med lille smil, så har jeg nærmere for lidt magt. For jeg kan blive gjort ansvarlig for alt, men jeg har ikke mulighed for at blande mig i alt.

- Men vi har bygget partiet sådan op, at der er en demokratisk balance, hvor hovedbestyrelsen står for det organisatoriske, og jeg har ansvaret for det politiske. Den fordeling kan jeg godt lide.

En syg kultur

Alternativet blev skabt for blandt andet at gøre op med det, partiet kaldte en syg politisk kultur.

Men senest har jyllands-Posten fået fingre i en intern mail, hvor en af partiets medstiftere, medlem af borgerrepræsentationen i København Niko Grünfeld, i hårde vendinger kritiserer partiledelsen for selv at have skabt en "syg kultur" i partiet.

Han efterlyser bedre ledelse og efterlyser en "markant og offensiv plan for at slippe af med den manglende respekt for flertallet, disrespekt for partiets medlemsvalgte ledelsesrum, trusler om læk, trusler om at forlade partiet, rygtedannelse, spredning af mistillid samt læk til medierne".

Niko Grünfeld (til højre) måtte trække sig som kultur- og fritidsborgmester i København efter længere tids uro. (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

Uffe Elbæk deler Grünfelds bekymringer om de mange lækager og offentlige slagsmål.

- Det er jo også en intern mail, som åbenbart bliver lækket. Jeg har forståelse for det, Niko siger. Han er dybt frustreret over, at de her sager kommer lige inden et valg. Vi så det op til kommunalvalget, hvor historier blev lækket til medierne, og nu ser vi det igen. Det er dybt frustrerende.

Han vil dog ikke gå så langt som til at kalde det en syg kultur i partiet.

Og han ærgrer sig over, at Niko Grünfeld i sin mail skriver, at det er fortjent, når partiet i øjeblikket står dårligt i meningsmålingerne.

- Det er forståeligt, at vi ligger, hvor vi gør, men vi har ikke fortjent det. Jeg synes, vi har mange gode kandidater, som gør det godt.

- Men det er forståeligt, fordi de her personsager, som jeg godt kunne være foruden, kommer til at fylde uforholdsvis meget i forhold til det gode arbejde, der bliver gjort af hele partiet, siger han.

Facebook
Twitter