Uffe Elbæk efter Grünfeld-farvel: 'Vi bliver målt på, at vi skal være fuldstændig perfekte'

Alternativet bliver dømt hårdere end andre partier, mener partilederen, efter at borgmester har forladt sin post.

Alle sten i sagen om Alternativets Niko Grünfeld var blevet vendt, da deltagerne i et møde på Københavns Rådhus sent i går aftes gik ud for at trække lidt frisk luft.

Nogen konklusion var der endnu ikke kommet ud af det, men pludselig kaldte Niko Grünfeld alle mand ind på sit nymøblerede kontor og læste op fra sin skærm, at han ikke længere ville være kulturborgmester.

Det fortæller Alternativets leder, Uffe Elbæk, i et interview med DR Nyheder.

- Det var meget følsomt, og jeg sagde til ham, at jeg har kæmpe respekt for den beslutning, han har truffet. Det er en meget svær beslutning at træffe. Man kan diskutere her fra og til himlen, om det er klogt, siger Uffe Elbæk.

Ifølge partilederen har Niko Grünfelds kone undervejs i forløbet modtaget "ubehagelige sms'er" og pludselig fået leveret pizzabakker på sin hjemmeadresse. Uffe Elbæk er ikke bekendt med, om hændelserne er blevet politianmeldt.

Niko Grünfelds farvel kommer, efter at han selv har undskyldt for at have opgivet og videregivet urigtige oplysninger om sit CV til flere medier og for sagerne om indretningen af sit borgmesterkontor og kommunale ansættelser af Alternativet-medlemmer.

Elbæk: Vi kan ikke træde ved siden af

Sagerne har fyldt i medierne i de seneste uger, og ifølge Uffe Elbæk har det vist sig, at Alternativet bedømmes ud fra en anden skala end andre partier.

- Jeg synes til en grad, at der er lidt dobbeltstandard, når det handler om Alternativet. At vi bliver målt på, at vi skal være fuldstændig perfekte, og vi må ikke lave fejl, siger han.

- Jeg har igen og igen sagt, at vi er et uperfekt parti med uperfekte mennesker. Betyder det så, at jeg synes, at fejl er godt? Nej. Vi laver fejl som mennesker. Spørgsmålet er, hvad det er for nogle politikere, vi vil have, hvis vi har så hårde standarder for dem, siger Uffe Elbæk.

Han understreger, at det ikke skal opfattes som en undskyldning for, at Niko Grünfeld har begået fejl.

- Jeg undskylder ikke noget som helst, men jeg synes, det er en udfordring for os, at vi hele tiden løftes op på en piedestal. Vi kan næsten ikke træde ved siden af, før det nærmest lyder som om hele verden er ved at falde fra hinanden. Det er den ikke, siger Uffe Elbæk.

Men er det ikke også, fordi I selv har slået jer op på at ville have en anden politisk kultur og måske renere linjer og bedre standarder i politik?

- Vi har sagt, at vi ønsker større gennemsigtighed. Og vi ønsker, at vi skal kunne indrømme vores fejl, hvis vi har lavet fejl. Vi gør alt for at skabe en politisk organisation, hvor folk kan være, som de nu engang er, og træffe de beslutninger, vi nu engang skal træffe, og stå vagt om den meget vigtige grønne dagsorden.

Elbæk: Fremragende ide med kontor

Men en grøn dagsorden er vel også, at man ikke går ud og køber nye designermøbler, som Niko Grünfeld har gjort?

- Jeg vil ikke gå ind i den konkrete sag, men bare sige, at vores folk har aldrig været i politik før. Det er både en styrke og en svaghed. Det er en styrke, fordi vi kan tiltrække mennesker, der ikke før har involveret sig i politik.

- Svagheden er, at det er første gang, de skal træffe så vigtige og store beslutninger, som vores folkevalgte skal ude i kommunerne, regionerne og på Christiansborg.

Men synes du, det var en rigtig beslutning at købe nye møbler, når I er et parti, der går ind for det grønne?

- Det var en fremragende ide at åbne borgmesterkontoret op, så man kunne bruge det til workshops, debatter og musikarrangementer. Derfor var jeg enig i, at man skulle finde nogle andre møbler.

- Han valgte så at købe nogle møbler, som han vurderede havde kvalitet og langtidsholdbarhed i forhold til, hvad det rum skulle bruges til. Kunne han have brugt nogle andre møbler? Det kunne han givetvis godt, men jeg synes, det var en fremragende ide at åbne kontoret op.

Hvad så med de fejlagtige oplysninger om hans cv?

- Jeg har det ligesom Niko, at det var en fejl. Jeg var glad for, at han lagde sig fladt ned, fordi det skal man ikke. Men jeg har aldrig oplevet, at Niko har brugt forkerte uddannelsesinformationer, han har aldrig nævnt de her ting for mig, siger Uffe Elbæk.

Ubehagelige sms'er

Kan du afvise, at der var et flertal på det møde, du var til i går på rådhuset, der mente, at Niko Grünfeld burde forlade sin borgmesterpost?

- Da vi gik ud fra det møde, var der ingen konklusion overhovedet. Det var der vitterligt ikke. Da vi så blev kaldt ind til Niko, vidste jeg stadig ikke, hvad konklusionen ville være. Det var af gode grunde et meget følsomt øjeblik. Niko har været med fra dag et i Alternativet og har brugt ufatteligt mange frivillige timer på at få det her op at stå.

Niko Grünfeld fra Alternativet er ikke længere kulturborgmester i København. (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

- Jeg ved, hvor stort et offer, det er for ham. Og jeg oplever, at det var med den argumentation, at det her ikke må skygge for det fælles projekt, de her personsager, som han i øvrigt havde undskyldt og lagt sig fladt ned på.

Var det rigtigt set med politiske øjne, at han trak sig?

- Uden at lave alt for meget sammenligning med, at jeg selv har oplevet noget tilsvarende, så er det et kæmpe dilemma at være i. Hvor længe vil sagen rulle? Hvor længe vil medierne blive ved at skrive om det?

- Desværre er det jo sådan, at selv små sager pludselig kan blive meget store, hvis det er meget enkelt og konkret. Noget, folk kan forholde sig til. Skal man købe nye møbler eller ej? Det fylder så det hele, og man kan mene, om det er mere eller mindre berettiget, set i forhold til andre politiske sager.

Så du synes ikke nødvendigvis, det var rigtigt, at han trak sig?

- Jeg kan ikke svare ja eller nej. Det er sådan, jeg har det inde i hjertet, siger Uffe Elbæk, der håber, at Niko Grünfeld også kommer til at spille en stor rolle i Alternativet fremover.

Har den her sag skadet jer forud for valgkampen?

- Når et parti kommer ud i sådan en mediestorm, som vi har været i nu, så er det klart, at i forhold til dagsformen bliver man lidt shaky. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal komme stærkt igen. Vi er det eneste parti, der har klimadagsordenen som det allervigtigste, siger Uffe Elbæk.

Alternativet i København får tidligst en ny kultur- og fritidsborgmester i begyndelsen af næste uge.

Den nye borgmester bliver en af Alternativets seks medlemmer af borgerrpræsentationen.

Facebook
Twitter