Alternativets partileder, Uffe Elbæk, ser store ligheder mellem værdierne i sit parti og de værdier, som fagbevægelsen er bygget på.
- Dog med en undtagelse. Vi har humor som en af vores værdier, og det kan godt mangle i den her sammenhæng, siger Uffe Elbæk til DR2.
Drilleriet skal ses i lyset af, at Alternativet har fået nej fra LO Hovedstaden til at være med i Fælledparken, hvor andre politikerne kipper med de røde flag.
Alternativets partileder er klar til at samarbejde med fagbevægelsen for at opnå noget af det, som han ser som et fælles mål for den og sit parti.
- For det første drejer det sig om kampen mod ulighed. Den dagsorden er næsten lige så vigtig, som klimadagsordenen er for os. Det er de to ting, der kan slå benene væk under et samfund. Der er mangel på ressourcer og for stor ulighed i befolkningen. Og det er emner, som også bør være højt oppe på fagbevægelsens dagsorden, siger Uffe Elbæk.
I den sammenhæng savner han dog lidt mere fremadsynethed hos LO-formand, Lizette Risgaard, og resten af fagbevægelsen.
- Jeg mangler, at nogen fra fagbevægelsen siger, hvordan fremtidens samfund skal se ud. Det bliver meget en forsvarskamp. Men hvordan kan vi udvikle samfundet, spørger Uffe Elbæk.
I øjeblikket forsøger han og resten af Alternativet i samarbejde med 3F Ungdom at udvikle samfundet i retning af, at vi kun skal arbejde 30 timer om ugen.
- Og den gode historie omkring den kampagne er, at 3F Ungdom selv tog kontakt til os. Så der er en del af fagbevægelsen, der ser Alternativet spille en vigtig rolle i forhold til det her krav om at nedsætte arbejdstiden.