Tema Alternativets møgsager

Uffe Elbæk hørte ide om penisbilleder som et kunstprojekt

Idéen om at indsende billeder af kønsorganer skulle aldrig have været foreslået, siger Alternativets leder.

Uffe Elbæk, leder for Alternativet, siger i en skriftlig kommentar, at han er trist over de sager, der har ramt partiet (arkivfoto). (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Alternativets leder, Uffe Elbæk, er ked af de seneste sager om seksuelle krænkelser og penisbilleder.

Han glæder sig over det oprydningsarbejde, der har været i gang i partiet efter beskyldninger om seksuelle krænkelser.

- Jeg er glad for, at det arbejde nu er i gang, for det har der været brug for, hvilket den tåbelige idé om at lave en dick pic-collage også viser, mener han.

Siden fredag har flere medier med Jyllands-Posten i spidsen beskrevet historier om anklager om seksuelle krænkelser i partiet samt en opfordring på fællesmail om at indsende penisbilleder til en collage.

- Det skulle aldrig være foreslået. Jeg hørte det først som et slags kunstprojekt, men det var bare en virkelig dårlig idé at lave på en arbejdsplads, lyder det fra Uffe Elbæk.

Idéen var at hænge collagen op på partiets stambar Centralhjørnet i København i anledning af dens 100 års fødselsdag.

- Jeg er simpelthen så trist over, at det her risikerer at skygge for det grønne og demokratiske håb, som vores kandidater, tillidsvalgte og frivillige har skabt med en enorm og dedikeret indsats, siger han.

Alternativet har haft flere opsigtsvækkende sager det seneste år.

/ritzau/