Uffe Elbæk: Vores udgave af velfærdssamfundet har toppet

En såkaldt fjerde sektor skal kickstarte velfærdssamfundet 2.0, siger politisk leder Uffe Elbæk på årsmøde.

Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, blev introduceret som manden med verdens bedste idéer, da han gik på talerstolen på partiets årsmøde.

Klassisk violinspil blev afløst af tonerne fra Star Wars, da 700 fremmødte partimedlemmer indledte Alternativets årsmøde i silopakhuset Dok 5000 i Odense.

Opmærksomheden vendte sig hurtigt mod politisk leder Uffe Elbæk, der på scenen blev introduceret som manden med verdens bedste ideer, og som i dagens anledning ville give "en slags politisk beretning".

- Der er den her fornemmelse af, at den måde vi har indrettet det danske samfund på, har toppet, lød det fra Uffe Elbæk.

Han henviste til konkurrencen ved hvert eneste folketingsvalg, hvor det handler om, hvem der er bedst til at administrere den udgave af velfærdssamfundet, vi kender i dag.

- Sådan har vi det ikke i Alternativet. Vi ser det som en fantastisk spændende udfordring, og vi er inspireret af dem, der var med til at kickstarte det, vi kalder den første sociale innovationsbølge i Danmark for 150 år siden, sagde Uffe Elbæk.

En ny samfundsarena

Det var dengang andelsbevægelsen, højskolebevægelsen og arbejderbevægelsen så dagens lys og ændrede samfundet kolossalt.

- Den type tænkning - helt nye måder at samarbejde på, uddannelsestænkning, en helt ny måde at forstå forretning og virksomheder på - skabte den første sociale innovationsbølge i Danmark. Den har toppet.

- Spørgsmålet er, hvem der starter den næste. Hvem starter diskussionerne om, hvordan velfærdssamfundet generation 2.0 ser ud? Det gør vi, lød det fra Uffe Elbæk.

Den politiske leder mener, at en såkaldt fjerde sektor skal kickstarte udviklingen af den nye udgave af velfærdssamfundet.

- Markedet kan ikke løse det, det kan det offentlige heller ikke, heller ikke frivillige. Vi skal definere en helt ny samfundsarena, den fjerde sektor.

- Vi ser for os nye virksomhedstyper, institutionelle strukturer, nye måder at tænke meningsfulde job og meningsfuld vækst på, sagde Uffe Elbæk.

Facebook
Twitter