NEKROLOG Det ville være synd at sige, at Uffe Ellemann-Jensen i sin ministertid levede et stille liv

Uffe Ellemann-Jensen var Danmarks udenrigsminister, da Berlinmuren faldt, og der blev skrevet europæisk historie. Statsministerposten missede han med meget lille margin.

Et portrætfoto af Uffe Ellemann-Jensen, taget i december 2021, hvor han kort forinden var fyldt 80 år. (Foto: søren bidstrup © Ritzau Scanpix)

Uffe Ellemann-Jensen er død, oplyser hans søn Jakob Ellemann-Jensen på Facebook.

- Uffe var en helt fantastisk far og bedstefar. Vi kommer alle sammen til at savne ham dybt, men mest af alt er vi taknemmelige for den tid, vi fik sammen med ham, skriver Jakob Ellemann-Jensen på Facebook.

Det var forudsigeligt, at Uffe Ellemann-Jensen ville blive politiker, for det lå i hans gener. Ingen kunne til gengæld vide, at han ville blive Danmarks udenrigsminister i nogle af de mest dramatiske år i Europa efter de to verdenskrige. Nemlig da Muren mellem øst og vest faldt. Men det blev han.

Derimod blev Uffe Ellemann-Jensen trods 14 år som formand for Venstre ikke statsminister i Danmark. Det var bare meget, meget tæt på.

Men han var med til at forandre Venstre. En forandring, som førte efterfølgeren Anders Fogh Rasmussen helt ind i Statsministeriet.

Uffe Ellemann-Jensen sammen med sin far, Jens Peter Jensen. Billedet er fra 1977. (Foto: MOGENS LADEGAARD © Scanpix Denmark)

Ellemann-Jensens far var den folkekære og festlige Venstre-politiker Jens Peter Jensen, hvis popularitet blandt andet var skabt gennem tv. Og det blev også via fjernsynsskærmen, at sønnen blev kendt af de fleste danskere.

Avisjournalisten Uffe Ellemann-Jensen blev politisk-økonomisk medarbejder på TV Avisen i 1970. Den skarpe og frække Ellemann blev hurtigt kendt af alle danskere. Uffe med moustachen og den let genkendelige stemme. Han var udfordrende, han var charmerende – og der var kun én tv-kanal.

Herunder ses et klip fra TV Avisen i 1974, hvor Uffe Ellemann-Jensen kom med spareråd til danskerne:

En ansættelse som chefredaktør på dagbladet Børsen førte ikke noget godt med sig, og Ellemann blev fyret. I stedet sendte vælgerne ham i Folketinget i 1977.

Da Venstre i 1982 gik med i den konservative Poul Schlüters borgerlige firkløverregering, blev partiformand Henning Christophersen finansminister, og Ellemann fik Udenrigsministeriet.

Dér blev han siddende i hele Schlüters tid som statsminister - fra 1982 til 1993 - og dermed mens Den Kolde Krig sluttede og EU's unionsprojekt tog fart.

Uffe Ellemann-Jensen skåler som ny udenrigsminister med sin socialdemokratiske forgænger på posten, Keld Olesen. (Foto: STEEN JACOBSEN © Scanpix Denmark)

Med andre ord: Det ville være synd at sige, at Uffe Ellemann-Jensen i sin ministertid levede et stille liv i toppen af det danske diplomati. Hans tid som udenrigsminister var præget af konfrontationer med et politisk flertal i Folketinget og af en høj dansk profil i de højspændte år, hvor Sovjetunionen faldt fra hinanden. Men også af et stort nederlag, da danskerne sagde nej til en politisk EU-union med fælles møntfod og forsvarssamarbejde.

Da Ellemann-Jensen fik sin ministerpost, var verden frosset ned. Østblokken stod over for Nato. Et jerntæppe delte Europa, og det prægede hans syn på verden.

I indslag herunder, fra Deadline i 2005, ses der tilbage på dengang, hvor Uffe Ellemann-Jensen skulle udføre en udenrigspolitik, han ikke selv bakkede op om:

I Danmark stod fredsbevægelserne stærkt, og i Folketinget var et politisk flertal kritisk over for USA's ønske om at forstærke Natos slagkraft i Europa. Med i flertallet var De Radikale, som ellers støttede den borgerlige regering, især i den økonomiske politik. Samtidig ville de gerne bringe regeringen i mindretal på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Dog uden at kræve dens afgang.

I stedet blev den temperamentsfulde Uffe Ellemann-Jensen igen og igen sendt afsted til Nato-topmøder med danske fodnoter i baglommen. 31 gange vedtog Folketinget en såkaldt dagsorden imod udenrigsministerens vilje.

Poul Schlüter fra Det konservative folkeparti og Uffe Ellemann-Jensen var henholdsvis statsminister og udenrigsminister i knap 11 år i træk, fra 1982 til 1993. (Foto: Birger Storm © Scanpix Denmark)

Og et endnu højere tal: I omegnen af 80 gange tildelte Folketinget Uffe Ellemann-Jensen en såkaldt næse. Flere af gangene, fordi han efter flertallets mening ikke videreformidlede fodnoterne loyalt.

Disse næser kaldte Uffe Ellemann-Jensen for ”æresnæser”.

For ham var fodnoterne et svigt af Danmarks forpligtelser over for Nato-fællesskabet. Og Venstreformanden fremstod alt andet end ydmyg og brødebetynget, når Folketinget udtrykte sin misbilligelse i de år. Måske fordi han vidste, at det alligevel ikke ville få alvorlige politiske konsekvenser for ham. Hvad det heller aldrig fik.

I 1988 sluttede fodnotepolitikken. Uffe Ellemann-Jensen fandt ind i et samarbejde med den radikale Lone Dybkjær og fik skrevet et nyt grundlag for dansk sikkerhedspolitik. Ved et folketingsvalg samme år var sikkerhedspolitikken og Danmarks Nato-medlemskab øverst på dagsordenen. Efter valget fik Uffe Ellemann-Jensen nyt selskab i regeringen - af De Radikale såmænd.

Uffe Ellemann-Jensen og hans hustru, Alice Vestergaard (nummer to fra højre), har, i 1988, hjemme hos dem selv besøg af den sovjetiske udenrigsminister, Edoard Sjevarnadse, og dennes hustru, Nanuli Sjevarnadse. (Foto: Teit Hornbak © Ritzau Scanpix)

Året efter, i 1989, faldt Muren i Berlin. Senere faldt Sovjetunionen fra hinanden, og Uffe Ellemann-Jensen spillede på Danmarks vegne en særlig rolle i den proces.

De tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen, havde været en del af Sovjetunionen siden Anden Verdenskrig. Men efter 1989 begyndte Danmark igen at behandle dem som selvstændige lande. Først uformelt, eksempelvis på kulturens område. Men den 24. august 1991 genoptog Danmark diplomatiske forbindelser med de tre lande som det første land i verden.

Andre lande fulgte efter. Og Danmark fulgte op med støtte til de tre lande, så de kunne bygges op, mens Sovjetunionen blev brudt ned.

Uffe-Ellemann Jensen ses her under et besøg i Estlands hovedstad, Tallin, i 1995. (Foto: BJARKE ØRSTED © Scanpix Danmark)

For Uffe Ellemann-Jensen var forløbet omkring de tre baltiske lande et højdepunkt i karrieren som udenrigsminister. Og han var til det sidste en skarp iagttager af det Rusland, som afløste Sovjetunionen. Men også optimistisk, i al fald i en tid.

- Jeg må blankt indrømme, at jeg også selv på det tidspunkt (i 2001) var fuld af forventninger til Putin, skrev Uffe Ellemann-Jensen mange år senere i en af sine erindringsbøger, ”Som blad i høst”, der udkom i 2017.

Senere mistede han atter drømmen om at se Rusland med Putin i spidsen spille en positiv rolle.

Uffe Ellemann-Jensen var Danmarks udenrigsminister, da Den Kolde Krig sluttede. Nu skulle Europa samles og udvikles. Mange af de gamle lande fra Østblokken kom med i Nato og det EU, som nogle kalder ”fredens projekt”.

Men freden holdt ikke. 1990’erne var præget af krig på Balkan. Og i februar 2022 kom så dét, som Uffe Ellemann-Jensen aldrig havde troet ville ske men var begyndt at frygte: den russiske invasion i Ukraine.

Uffe Ellemann-Jensen ses her sammen med hustruen, Alice Vestergaard, til en premiere på Folketeatret i København i februar 2002. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Få dage senere gav Uffe Ellemann-Jensen et stort interview til Berlingske - lidt svækket af alder og sygdom - men med aldeles usvækket engagement. Og dybt bekymret.

- Jeg ville være rigtig ked af, hvis det ser sådan her ud, når jeg skal herfra. Jeg vil godt lige nå at opfatte lidt flere glimt af håb, før det sker, sagde Uffe Ellemann-Jensen til Berlingske i marts 2022. Rundt regnet 40 år efter at han blev udenrigsminister i Danmark.

Den post havde han i mere end ti år. Han var medlem af Folketinget i et kvart århundrede. Statsminister blev han ikke, men det var tæt på.

Jakob Ellemann-Jensen blev den 19. september 2019 valgt til formand for Venstre. Her bliver han lykkeønsket af sin far. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Ellemann blev valgt som formand for Venstre i efteråret 1984, i kampvalg med Ivar Hansen, der var landmand og havde dybe rødder i Venstres jyske bagland. Allerede i valgkampen tidligere på året havde Uffe Ellemann-Jensen ellers lagt sig i selen for at overbevise vælgerne om, at han skam også havde forstand på landbrug.

Han malkede en ko. Med håndkraft. Under stort presseopbud.

Til ære for fotograferne malker Uffe Ellemann-Jensen en ko. Et berømt billede, som blev taget forud for, at han i 1984 blev valgt til formand for Venstre. (Foto: Nils Rosenvold © Scanpix Denmark)

Valget i 1984 blev ikke prangende for Venstre, der måtte se den konservative Poul Schlüter bade sig i vælgernes gunst. Men med Uffe Ellemann-Jensen i spidsen tog Venstre fat på den rejse, der mange år senere placerede Ellemanns efterfølger i Statsministeriet.

Det handlede om at gøre Venstre spiseligt for vælgere både i by og på land, og i 1998 var missionen tæt på at lykkes. Ellemann-Jensen vippede næsten ærkerivalen Poul Nyrup Rasmussen (S) af pinden.

Nøgleordet her er ”næsten”. Ingen dansk partileder har formentligt været tættere på at blive statsminister end Uffe Ellemann-Jensen var i 1998 – uden at blive det. Men i sidste ende glippede det. Der manglede ét eneste mandat i Folketinget.

- Hvis bare 87 vælgere på Færøerne havde stemt anderledes, lød det, når Ellemann-Jensen kiggede tilbage på 1998-valget.

Klippet herunder er fra valgkampen i 1998:

Selv forklarede han Socialdemokratiets snævre sejr med Poul Nyrup Rasmussens løfter om at bevare efterlønnen. Løfter, der senere ramte Nyrup hårdt. En anden forklaring er måske, at Socialdemokratiet kørte annoncer med billeder af Ellemanns hus i Hellerup og Venstres forslag om at lette skatten for boligejere.

Med til billedet hører også Ekstra Bladets forside på selve valgdagen, hvor Ellemann-Jensen var citeret for de berømte ord: Den er hjemme.

Ellemann og Ekstra Bladets journalist havde siden forskellige versioner af, hvordan dén rubrik var blevet til. Uanset dét – den var ikke hjemme, og Ellemann havde stået i spidsen ved et folketingsvalg for sidste gang.

Uffe Ellemann-Jensen ses her på sin 60-årsfødselsdag, den 1. november 2001, sammen med Anders Fogh Rasmussen. (Foto: Jørgen jessen © Scanpix Danmark)

Han overlod formandsposten til Anders Fogh Rasmussen og kastede sig over bestyrelsesarbejde og internationale opgaver.

Et stykke tid holdt Uffe Ellemann-Jensen sig ude af den hjemlige debat. Han tænkte sit – eksempelvis om Venstres tætte samarbejde med Dansk Folkeparti, men sagde ikke noget.

Men han brød sin tavshed, da sagen om Muhammedtegningerne ramte Danmark. Og i mange år, helt frem til sin død, var Uffe Ellemann-Jensen en ivrig og indsigtsfuld debattør i danske medier.

Herunder ses det måske mest berømte klip med Uffe Ellemann-Jensen. Det er fra 1992, hvor det danske herrelandshold i fodbold er i færd med at blive europamester – kort efter at Danmark har stemt nej til Maastricht-traktaten:

Hør radiopodcasten 'Genstart' fra 31. maj, hvor Uffe Ellemann-Jensen fortæller om, at have kæmpet for en stabil verdensorden det meste af sit liv for så at se det smuldre i sit livs efterår:

Uffes forsvar