Uffe Tang om finanslov: Alle har tabt og vundet

LA truer med ikke at skrive under på regeringens egen finanslov, medmindre en skatteaftale falder på plads.

Efter intense forhandlinger er regeringen og Dansk Folkeparti blevet enige om en finanslovsaftale for 2018.

Men strid om udlændinge og skat har trukket forhandlingerne om finansloven i langdrag, og selvom at det fredag aften lykkes regeringen og dens støtteparti at nå til enighed om statsbudgettet for 2018, er parterne stadig ikke i stand til at lande en aftale om skat og udlændinge.

Og midt i hele opgøret står Liberal Alliance, der som en del af regeringen selv sad med i forhandlingslokalet.

Men på Facebook truer finansordfører Joachim B. Olsen (LA)med, at partiet ikke stemmer for regeringens egen finanslov, hvis ikke Dansk Folkeparti indgår en skatteaftale.

- Alle har både vundet og tabt i det her, siger Uffe Tang, der er politisk korrespondent i DR Nyheder.

- DF får hjem, at finansloven, skatteaftalen og udlændingeaftalen ikke faldt på plads på én gang. For Liberal Alliance lykkedes det at få snor i en betingelse for, at hvis finansloven skal stemmes igennem i Folketinget, så vil de ikke stemme for den. Og hvis det kommer så vidt, at Liberal Alliance ikke vil stemme for sin egen finanslov, så må regeringen gå af, siger Uffe Tang.

Hvor sandsynligt er det?

- Det anser jeg for usandsynligt. Ingen har interesse i et valg. Men det afspejler, at der mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stadig er en mistillid, som de siger, at de har overvundet, fortsætter han.

Usædvanligt forløb

Årsagen til de langstrakte forhandlinger om næste års finanslov har især handlet om, at Dansk Folkeparti har krævet de tre forhandlinger om finanslov, skat og udlændinge adskilt, mens Liberal Alliance har afvist at dele forhandlingerne op.

Dansk Folkeparti har stået stejlt på at få en aftale om udlændingeområdet i hus, mens kardinalpunktet for Liberal Alliance har været en skatteaftale.

Og så er der Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der ikke selv var med til at præsentere finansloven. I stedet sendte han sin ordfører, René Christensen.

- Det er meget usædvanligt. Det ville være normalt og passende, at DF’s formand var med til præsentationen, så det er svært at se det som andet, end at Thulesen Dahl signalerer, at han er utilfreds med forløbet. Et rap over nallerne til finansminister Kristan Jensen, kan man sige, siger Uffe Tang.

Torsdag kaldte Kristian Thulesen Dahl forhandlingsforløbet for "noget rod" og fredag formiddag sagde han, at forhandlingerne var et ’cirkus, der snart må stoppe’.

Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fortsætter regeringen og Dansk Folkeparti forhandlingerne om skat og udlændinge i løbet af mandag.

Facebook
Twitter