Uffe Tang om Grünfeld: Han kunne godt have redet stormen af

Sagen om Niko Grünfeld har kastet skygger over Alternativet, men han havde ikke behøvet at trække sig.

Niko Grünfeld fra Alternativet trak sig i nat fra posten som Københavns kultur- og fritidsborgmester (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

Efter længere tid i vælten valgte Alternativets Niko Grünfeld sent i aftes at trække sig fra posten som Københavns kultur- og fritidsborgmester.

Sagen rullede i første omgang, da Radio24syv afslørede, at Niko Grünfeld havde nyindrettet sit borgmesterkontor for 130.000 kroner.

Sidenhen har flere medier afdækket, hvordan Niko Grünfeld gentagne gange har skrevet upræcise og urigtige oplysninger på sit cv.

Sagen har gjort ondt på Alternativet, men ifølge DR’s politiske korrespondent, Uffe Tang, havde Niko Grünfeld ikke nødvendigvis behøvet at trække sig.

- Han kunne godt have redet stormen af. I alle mulige andre partier har man set ministre og borgmestre ride storme af, der var meget, meget større end denne her, siger Uffe Tang.

Alternativet bliver ramt særlig hårdt

Siden stiftelsen af partiet i 2013 har Alternativet forsøgt at udmærke sig ved at lægge afstand til de konventionelle partier på Christiansborg og deres måde at drive politik på.

Og netop derfor kan sager som denne her gøre særlig ondt på Alternativet, siger Uffe Tang.

- Alternativets kandidater har ikke holdt sig tilbage i forhold til at sige, at de vil magten på en anden måde end de gamle partier. De har villet vise, at magten kan bruges mere moralsk rigtigt og til fordel for fællesskabet på en mere givtig måde, siger Uffe Tang og fortsætter:

- Så det er klart, at hvis Alternativets kandidater dummer sig, så rammer det dem endnu hårdere end alle andre kandidater, fordi de ikke har holdt sig for fine til at pege fingre ad andre, og det er måske noget af det, der rammer Alternativet i denne her sag, siger Uffe Tang.

Familien i første række

Ifølge Niko Grünfeld er beslutningen om at trække sig fra borgmesterposten personlig. I et Facebookopslag skriver han blandt andet, at konsekvenserne for hans familie har været for store til at kunne fortsætte.

- Min kæreste og mor til mine tre børn er i det sidste stykke tid blevet udsat for ting, som jeg ikke kan acceptere.

- De skal ikke trues, de skal ikke antastes på vores hjemadresse. Desuden skal min person naturligvis ikke overskygge Alternativets grønne projekt, skriver han.

Alternativets leder, Uffe Elbæk, siger, at han respekterer beslutningen, men understreger samtidig, at Niko Grünfeld godt kunne have fortsat som borgmester.

- Jeg synes ikke, at sagerne i sig selv har en karakter, der gør, at det har fået de konsekvenser, som de har fået, men omvendt har jeg dyb respekt for, at han har truffet denne her beslutning.

Facebook
Twitter