Uffe Tang om kaos i regeringsforhandlinger: 'De Radikale er blevet offer i et sindrigt spil'

Politisk korrespondent vurderer, at retorikken nu bliver skærpet i forhandlingerne.

For få uger siden var alt fryd og gammen i rød blok. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det har hele tiden ligget i kortene, at der skulle opstå problemer i regeringsforhandlingerne, som nu har været i gang i 12 dage.

Det siger DR's politisk korrespondent Uffe Tang, efter at regeringsforhandlingerne mellem partierne i rød blok her til aften udviklede sig dramatisk.

Radikale Venstre valgte nemlig at blive væk fra samlede forhandlinger mellem alle forhandlingsparterne, da de ikke ønsker at skrive under på en delaftale om klimaet.

- Det virker til, at De Radikale er blevet offer i et sindrigt spil, hvor de er blevet presset i defensiven, siger Uffe Tang og fortsætter.

- Der ligger lige nu en stor klimabøf, som De Radikale og alle de røde vælgere gerne vil ind og have fat i. Når nu, der ligger en klimaaftale, så bliver det svært for Radikale Venstre at sige nej til en socialdemokratisk etparti-regering, også selv om de ikke kan få indrømmelser på udlændingeområdet.

Morten Østergaard forklarede selv grunden til partiets udeblivelse på et pressemøde her til aften. S-formand Mette Frederiksen brød nemlig en aftale om ikke at offentliggøre delaftaler, mener Radikale Venstres politiske leder.

- Vi vil ikke indgå aftaler på enkelte områder, før vi er sikre på, at vi har en regering, der også kan føre det ud i livet, sagde Morten Østergaard, der nævnte, at der skal være enighed om blandt andet økonomien, før de vil kunne bakke op om en klimaaftale i forhandlingerne.

- Derfor meldte vi afbud til mødet. Det tager ingenting fra glæden over, at der tilsyneladende er et flertal, der nu går ind for en reduktion af CO2 med 70 procent i 2030, sagde Morten Østergaard.

Uffe Tang: Retorikken bliver hårdere

Den radikale leder forklarede tidligere i dag, at de blandt andet er utilfredse med forhandlingerne på udlændingeområdet. Her går man et skridt frem og to tilbage.

Og netop udlændingeforhandlingerne er problematiske for Radikale Venstre, mener politisk korrespondent Uffe Tang.

- Problemet for Radikale Venstre i forhandlingerne er, at de har skruet markant op for retorikken på udlændingeområdet. Der har de behov for at få nogle indrømmelser, selv om Mette Frederiksen har holdt fast i, at der ikke skal ændres på, at udlændingepolitiken skal være stram, siger han.

Man skal dog ikke nødvendigvis udelukkende se det som noget skidt, at Radikale Venstre valgte at blive væk her til aften.

- Når Radikale Venstre er gået fra forhandlingerne i dag, så indvarsler det en ny fase, hvor tonen fremover må forventes at blive noget hårdere, men det indvarsler også, at man nærmer sig slutspillet og hermed en ny regering, siger Uffe Tang.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at Radikale Venstre spiller højt spil. Og her skal de også være opmærksomme på, at det kan have en konsekvens, hvis indsatsen bliver lidt for høj.

- Hvis Radikale Venstre spiller det her spil for hårdt, så kan det i yderste konsekvens betyde, at Mette Frederiksen ringer til Lars Løkke Rasmussen og spørger, om han mener det alvorligt med en SV-regering. For Socialdemokratiet kan ikke leve med, at Radikale Venstre får for mange af deres krav igennem på udlændingeområdet, vurderer Uffe Tang.

Facebook
Twitter