Regeringens klimaudspil

Uffe Tang: Rød blok bider sig fast i Løkkes løfte om en million grønne biler

Der kommer kun 1.000 ekstra elbiler de næste to år efter sammenbruddet i forhandlingerne.

Regeringen vil frede afgifter på elbiler delvist frem til 2020. De store nyheder må dog vente til efter et valg, for partierne på Christiansborg kan ikke blive enige om en aftale. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Sammenbruddet i forhandlingerne om at sikre mere grønne biler på vejene, skyldes primært to ting ifølge Uffe Tang, DR Nyheders politiske korrespondent:

Der er snart valg, hvilket mindsker muligheden for større aftaler. Og så har den rød-grønne blok bidt sig fast i en talelinje fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Lad os tage det sidste først.

Ordene faldt i statsministerens åbningstale den første tirsdag i oktober. Dem kan du læse her.

- Oppositionen har hængt sig meget fast i, at statsministeren i åbningstalen sagde, at deres plan ville komme til at betyde en million elbiler på vejene i 2030, forklarer Uffe Tang.

- Men hvis man ser det, som er lagt frem fra regeringens side nu, så er det kun 1.000 elbiler. Det er det, de har hængt sig fast i. At der vil de have regeringen til at love, at der så rent faktisk kommer den million.

1.000 vs 1.000.000 biler

I den aftale, som regeringen forhandlede om med oppositionen, fremgår det tydeligt, at det vil give 1.000 ekstra grønne biler på vejene de kommende to år.

Men for at finde svaret på, hvordan Danmark skal nå i mål med Løkkes mål om en million el-, plugin- og hybridbiler inden 2030, har regeringen nedsat en kommission, der skal anvise løsninger.

Samtidig har regeringen sagt, at der i 2035 ikke længere må sælges biler, der udleder skadelige stoffer.

- Så det er en diskussion om, hvorvidt det giver mening at love det, fordi regeringen alligevel vil have emissionsbiler ud af trafikken i 2035, siger Uffe Tang.

Under 200 dage til et valg

Så er der den anden forklaring, og den er primært taktisk.

Med under 200 dage til at et folketingsvalg skal være afholdt, har partierne til venstre for midten brug for at vise, at de mener noget andet end regeringen, vurderer Uffe Tang.

- Oppositionen har brug for at have en kant til regeringen. Derfor er det fedt for oppositionen at kunne sige, at såfremt man følger det tempo, som regeringen har lagt nu, så vil det tage 1.000 år at komme frem til det her.

- Faktum er nok også, at vi er så tæt på et valg nu, så mulighederne for at indgå brede forlig på vitale områder er ved at tørre ud for regeringen.

- Eller sagt med andre ord: Hvad har oppositionen mest ud af, når valget kommer: At den er enig med regeringen i den grønne dagsorden, eller at den kan angribe regeringen for at være alt for uambitiøs? Dagens sammenbrud viser, at oppositionen i hvert fald selv mener, at den sidste mulighed er den bedste, siger Uffe Tang.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) kommenterede selv på det taktiske aspekt, da han kort efter sammenbruddet mødte pressen. Her sagde han, at forhandlingerne var endt i "sådan noget taktik," og at hvis der havde været et folketingsvalg, så troede han, at der havde været en aftale.

Summa summarum er dog, at regeringen nu lægger et lovforslag i salen, der udskyder afgifterne med to år på de grønne biler. Et lovforslag som samtlige af Folketingets partier har givet tilsagn om at stemme for. Dermed får sammenbruddet på kort sigt ingen større betydning for priserne på bilerne.

Facebook
Twitter