Ulandshjælp øges måske med mikrolån

Regeringen er interesseret i at øge ulandsbistanden med mikrolån til Afrika. Hvis det kan gøres, uden at Danmark løber en økonomisk risiko, er DF måske interesseret.

Lånene fra MyC4 ydes især til kvinder i Uganda. (Foto: Karen Nielsen © DR)

Regeringen og et flertal i Folketinget overvejer at øge den danske ulandsbistand med mikrolån.

Mikrolån er billige lån som for eksempel ydes til mindre afrikanske virksomheder. Pengene skal betales tilbage.

- Det er en glimrende måde at yde bistand på. Jeg har i hvert fald noteret, at jeg skal have et møde med MyC4 for at se på mulighederne for at investere yderligere i mikrolån, siger Venstres udviklingsordfører, Karsten Lauritzen, der lige som statsministeren er en varm fortaler for mikrolån.

Dansk udbyder med succes

MyC4 er en dansk udbyder af mikrolån i Afrika. De har succes med oprettelsen af en struktur, der allerede har skaffet 270 mindre afrikanske virksomheder billigere lån, end dem de ellers kan få.

Tilbagebetalingsprocenten er hidtil på 100, og ejerne af de små afrikanske virksomheder kan samtidig forsørge både egne og nyansattes familier.

Mikrolån overvejes som et led i regeringens bestræbelser på at leve op til regeringsgrundlagets forskrifter om øget ulandsbistand først og fremmest til Afrika.

DF ikke afvisende

Modstanden mod øget ulandsbistand kan fortsat kun findes hos Dansk Folkeparti, der i stedet for at øge bistanden fra de nuværende 0,8 procent af BNI fastholder et ønske om en nedskæring på 1,5 milliard, så bistanden falder til 0,7 procent.

Idéen om mikrolån er dog alligevel værd at satse på ifølge Søren Espersen.

- Det er en god idé. Det har vi set, men det skal ske inden for den ramme, der allerede er, fastholder Søren Espersen.

Han vil heller ikke være med til at øge bistanden til Afrika, selvom mikrolånene kan give renteoverskud i sidste ende.

- Den danske stat skal ikke tage risikoen. Så skal det være en model, hvor den danske stat stiller bankgarantien, og så må den lokale bank tage risikoen, siger han.

Facebook
Twitter