Sagen om overbetaling af privathospitalerne blev kaldt en skandale, og Helle Thorning-Schmidt (S) krævede som leder af oppositionen en uvildig, tilbundsgående kommissionsundersøgelse.
Alligevel er undersøgelsen ikke nævnt med et ord i Helle Thorning-Schmidts regeringsgrundlag. Det skriver Politiken onsdag.
- Det er helt forkert, at regeringen ikke har taget det med, siger gruppeformand Per Clausen fra Enhedslisten.
- Eftersom de selv var meget optaget af sagen, da de sad i opposition, så forstår jeg overhovedet ikke, hvorfor de ikke sætter undersøgelsen i gang.
Thorning-Schmidt er tavs
Da Folketinget holdt åbningsdebat sidste år, fyldte hospitalssagen flere timer.
Forud var gået halvandet års afdækning af sagen, og undervejs blev VK-regeringen med Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen blandt andet beskyldt for at have overbetalt privathospitalerne, for at skjule oplysninger om sagen for Rigsrevisionen og for at vildlede Folketinget.
Det var på den baggrund, at Helle Thorning-Schmidt under åbningsdebatten i 2010 sagde:
- Der er mange løse ender, som handler om, at der muligvis er givet forkerte oplysninger til Folketinget, at en spindoktor muligvis har bedt embedsmænd om at slette e-mail, og at rigsrevisor ikke har fået de oplysninger, han har bedt om.
- Derfor undrer det mig, at statsministeren ikke er lige så optaget som vi af at få en tilbundsgående undersøgelse af hele den her sag. Så kunne alle spørgsmålene blive besvaret.
I dag ønsker Helle Thorning ikke at svare på spørgsmål om sagen. Sundhedsminister Astrid Krag (SF) har heller ingen kommentarer.