Undervisningsminister: Kodeks skal hindre unges deling af nøgenbilleder

Ellen Trane Nørby (V) præsenterede i dag et etisk kodeks, som skal klæde skoler og elever bedre på i forbindelse med sager om krænkende materiale.

Ellen Trane Nørby vil med det etiske kodeks blandt andet sikre, at unge tænker sig bedre om, inden de deler intimt materiale. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Hvordan skal man straffe, hvis en elev har delt nøgenbilleder eller sexvideoer af en anden? Hvem skal man henvende sig til, når en elev er blevet offer for deling af krænkende materiale?

Spørgsmål som disse skal uddannelsesinstitutioner fremover være bedre rustet til at besvare ved hjælp af det etiske kodeks, som undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i dag præsenterede.

Det består af syv punkter, der skal ændre på blandt andet elevernes opfattelse af at dele for eksempel nøgenbilleder og sexvideoer.

- Det handler om at gøre op med det normskred, vi desværre har set, hvor unge fuldstændig ureflekteret deler billeder videre – også krænkende og intime billeder, fortalte Ellen Trane Nørby ved præsentationen af kodekset.

Hun lagde samtidig vægt på, at man med dette kodeks sætter foden ned – fra elevers-, læreres-, lederes- og politisk side. Det er dog frivilligt, om uddannelserne vil benytte kodekset eller ej.

Både skolers og elevers ansvar

Kodekset indeholder blandt andet anbefalinger til, at uddannelsesinstitutionerne skal have en kontaktperson i form af en ansvarlig lærer, som eleverne kan henvende sig til, hvis der er blevet delt krænkende materiale med dem imod deres vilje.

Derudover skal emnet tages op på alle de arrangementer, hvor elever og forældre møder uddannelsesinstitutionen for første gang, ligesom institutionens værdigrundlag skal ligge klart.

Men ansvaret ligger også på elevernes skuldre, mener Ellen Trane Nørby:

- Målet er, at vi kan undgå nogle af de frygtelige sager, vi har set. At langt flere unge begynder at tænke sig om, inden man blindt deler videre. At man gør sig den refleksion – ville jeg dele det her krænkende billede, hvis det var min lillesøster?

Kan godt bortvise elev

Uddannelsesinstitutionerne har ifølge ministeren heller ikke været godt nok klædt på hidtil, når det gælder sanktionsmuligheder. Blandt andet i forbindelse med nogle af de sager om hævnporno, som kom i mediernes søgelys i foråret.

- Der var en meget forskellig opfattelse af, hvad man havde ret til som leder. Kunne man bortvise en elev? Den tvivl er vi nødt til at få ryddet af bordet, så man som leder ved, at ja – man skal gribe ind, og man har ret til at bortvise en elev, siger Ellen Trane Nørby.

Siden maj har en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra ungdomsuddannelserne arbejdet på kodekset, som består af følgende syv punkter:

  • Vær tydelig om skolens værdier

  • Tag ansvar for jeres fællesskab – også uden for skolen

  • Tænk dig om, før du deler

  • Vær klar, når skaden er sket

  • Det er faktisk ulovligt

  • Vis respekt for den enkeltes privatliv

  • Stå fast på en lige netkultur